11 kilometer vandrerute er klar

0
De mange indsamlede sko indgår som en del af indvielsen, når vandreruten indvies 13. maj. Lisa Kronborg Sørensen (tv) og Winnie Winther Juul Andersen glæder sig til at indvie den nye vandrerute.
Tranum Landsbyråd står bag vandreruten Tranum Fosdal, der indvies 13. maj

Tranum: 13. maj på slaget 10, er der al mulig grund til at snøre enten vandreskoene eller løbeskoene, for her bliver den nye vandrerute, Tranum Fosdal indviet.

Det er lokale kræfter i Tranum Landsbyråd, der har stået for at finde finansieringen og at træde vandreruten, der er på 11 kilometer og kommer op omkring Jammerbugtens højeste punkt Bavnehøj og videre via Ingeborgs Bakker til Fosdalen. Tilbageturen foregår langs overkanten af Lien.

– Hele turen tager omkring tre til fire timer, men man kan afkorte ruten, for der bliver skiltet med fem genveje, der forkorter turen, forklarer Lisa Kronborg Sørensen.

Vandreruten forløber primært på naturstier og støder sammen med Hærvejsruten ved Fosdalen.

– De forløber delvist på de eksisterende stiforløb og på nyetablerede stiforløb, som er udpeget i den store Lien-fredning, forklarer Lisa Kronborg Sørensen og Winnie Winther Juul Andersen, der er henholdsvis formand og næstformand i Tranum Landsbyråd.

De er begge vandt til at trave i naturen, og de er slet ikke i tvivl om, at det at vandre, er noget, alle kan have glæde af.

– Netop derfor er der jo forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med, forklarer Lisa Kronborg Sørensen, der også håber på, at turister vil benytte sig af ruten.

– Her kommer jo blandt andet mange tyskere, og ruten er også certificeret af Deutsches Wanderinstitut, der faktisk stiller ret strenge krav til vandreruter, forklarer Lisa Kronborg Sørensen.

– Og det kan virkelig anbefales at trave en tur, fordi det bare gør noget godt ved en at få tømt hovedet på sådan en tur i den friske luft, siger Winnie Winther Juul Andersen.

– Vi synes jo, at alle skal have adgang til at færdes i denne her skønne, skønne natur, der er så vigtig en del af vores egen hverdag, supplerer Lisa Kronborg Sørensen.

Snoren klippes ved Skovlegepladsen i Tranum klokken 10.00, og ruten vil være udsmykket blandt andet med de mange sko og støvler, der er blevet samlet ind.

Der vil undervejs være forskellige fortællerstationer og madboder i Fosdalen.

– Og så har vi også nogle specielle overraskelser i ærmet, lover Lisa Kronborg Sørensen.

Ruten er blevet til i samarbejde med Naturstyrelsen Thy og Jammerbugt Kommune.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close