Har du set Daimi?

0
Den lille japanske spids, Daimi, har været væk siden nytårsaften - familien har ledt efter hunden hver eneste dag siden, men den er borte. De håber stadig, at Daimi vil finde hjem igen. Privatfoto
Nytårsaften stod Pia Balzer Jakobsen og hendes familie pludselig midt i enhver hundeejers værste mareridt. Familiens hund, Daimi, løb væk. Den lille hund er endnu ikke fundet, men familien har ikke opgivet håbet om at finde hende.

Den dag, hun blev væk, lød bragende fra nytårsskytset over Brovst – og Daimi var rystende angst.

– Jeg havde faktisk bestemt mig for, at i år skulle hun have en pille. Hun var så bange, at hun rystede som et lille espeløv, fortæller Pia Balzer Jakobsen, der slet ikke var den store fan af at give sin hund en beroligende pille.

På den anden side gjorde fyrværkeriet Daimi så rædselsslagen, at Pia Balzer Jakobsen så anden udvej end at hjælpe sin lille hund til at slappe af. Men Daimi ville ikke spise pillen, da familien forsøgte at lokke den i hende kort før aftensmaden.

– Det lykkedes aldrig, fortæller Pia Balzer Jakobsen.

Ved et uheld stod terrassedøren åben et kort øjeblik og Daimi stak af. Familien var straks ude for at lede efter hende.

– Det blev faktisk en meget underlig nytårsaften, fortællerPia Balzer Jakobsen, der på skift sendte familiemedlemmer ud for at lede efter den lille hund under middagen.

Men Daimi var som sunket i jorden.

– Men så fik jeg den idé, at jeg kunne lægge det på facebook, fortæller Pia Balzer Jakobsen, der straks begav sig til tasterne.

Det gav pote. En mand havde set Daimi i byen, men hun var løbet videre.

Hun var tilsyneladende løbet videre mod Øland. Her så en familie den lille hund sidde udenfor terrassedøren og kigge ind. Daimi har ikke halsbånd på og med sin fine pels og lille størrelse kan hun let forveksles med en ræv.

– De blev forskrækkede, for hun ligner jo en lille hvid ræv, fortæller Pia Balzer Jakobsen, der hørte at hunden efterfølgende var løbet over mod naboen, hvor en gruppe unge mænd holdt fest.

De prøvede at indfange hende, men forgæves. Og da familien dukkede op, var hun væk igen.

I dagene efter ledte familien på kryds og tværs i området, hængte sedler op i brugsen og Rema 1000. De kontaktede skovejerne ved Øland og fik kontakt til jægerne i området, som lovede at kigge efter den lille hvide hund. Det gav utallige henvendelser – men ingen Daimi.

Hunden var væk. Et par uger senere fik de pludselig en henvendelse fra en mand, der mente at have set Daimi på en optagelse fra et vildtkamera, han havde på Gjøl.

Pia Balzer Jakobsen tog ud til området og kaldte på sin hund, præcis som så mange gange før. Men Daimi kom ikke.

– Selvfølgelig har der været nogle gange, hvor jeg har kaldt på hende, og der var hunde, der gøede. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det er Daimi, fortæller Pia Balzer Jakobsen, der er frygtelig ked af at have mistet sin lille hund.

Familien har sågar udlovet en dusør til den, der kan hjælpe den lille hund hjem til sin familie igen. Men intet har givet pote. Daimi er og bliver borte.

– Selvfølgelig tænker jeg på, om hun mon er død og ligger et sted ud i skoven. Men jeg tror det ikke, fortæller Pia Balzer Jakobsen, der føler, at hunden stadig er i live.

Samtidig undrer hun sig også over, at den ikke er blevet fundet – død eller levende.

– Sådan en pels ville man jo lægge mærke til. Og på dyreinternatet siger de, at der går lang tid, før pelsen rådner, fortæller Pia Balzer Jakobsen, der inderligt ønsker sig sin lille hund tilbage.

Hun håber, at der er nogen, som har taget den lille hund ind og ikke ved, at Daimi er savnet. Men hun ved det ikke.

Og det er næsten det værste.

– Det er et mysterium, hvad der er sket med hende, sukker Pia Balzer Jakobsen, der blot håber at hendes lille hund har det godt, hvor hun end er.

For den lille hund kan være nået meget langt væk. Hun var hurtig på poterne. Pia Balzer Jakobsen har også fået at vide, at hunde kan overleve længe i naturen – og at de kan flytte sig særdeles langt, også på meget kort tid.

– Det værste er uvisheden, siger Pia Balzer Jakobsen, som stadig håber på et mirakel og at hendes lille hund vender hjem.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close