Helstegt pattegris i fare efter afbrændingsforbud

0
Sommerfesten i Arentsminde er lig med fællesspisning og helstegt pattegris - men afbrændingsforbuddet var tæt på at spænde ben for pattegrisen. Det er nemlig ikke tilladt at bruge kulgrill efter forbuddet er trådt i kraft. Borgerne i Arentsminde var dog hurtige til at bidrage hver især med deres egne private el-grill og det har reddet fællesspisningen både torsdag og lørdag aften. Arkivfoto
Den helstegte pattegris hang i en tynd tråd til Arentsminde Sommerfest denne weekend. Det landsdækkende afbrændingsforbund, som er udstedt fra onsdag 4. juli klokken 12, spændte ben – afbrændingsforbuddet inkluderer nemlig også brug af kulgrill.

Det betød, at man i Arentsminde ganske vist havde pattegrisen i hus, men grillen, den skulle smides på, var bandlyst af brandmyndighederne. Og så var gode råd dyre.

– Vi var så glade for, at vi fik så godt vejr, fortæller formand for Arentsminde Idrætsforening, Julie Skoven Thomsen, der tænkte, at foreningen var sikker på, at folk ville møde talstærkt op.

Men så kom afbrændingsforbuddet. Det satte for alvor arbejdsgruppen på arbejde for at finde en løsning på, hvordan pattegrisen i stedet kunne steges. For at aflyse spisningen kom ikke på tale – borgerne i Arentsminde skulle have gris på gaflen til sommerfesten.

En hurtig indsats sikrede dog, at pattegrisen til dette års sommerfest i Arentsminde er garanteret.

– Vi har været rundt og samle el-grill sammen i hele byen, fortæller kasserer i Arentsminde Idrætsforening, Bjarne Sigurd Pedersen, der er meget taknemmelig for den store opbakning, der har været fra byens borgere.

Det fælles grill-sammenskudsgilde har til fulde vist, at byens borgere i fællesskab kan udrette næsten alt – og ikke mindst at sommerfesten for byens borgere har en rigtig stor betydning.

Hvis man som privat person alligevel vælger at tænde sin kulgrill i det gode sommervejr og dermed bryder afbrændingsforbuddet, vanker der som minimum en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af beredskabslovens paragraf 71.

Ud over forbud mod brug af kulgrill, er der også forbud mod brug af ukrudtsbrænder, engangsgrill, afbrænding af halm og halmstakke eller haveaffald og affald fra skovbrug samt åben ild på offentlige naturområder med vegetation.

Nordjyllands Beredskab anbefaler samtidig, at man ikke parkerer bilen i højt græs, da en varm undervogn kan antænde det tørre græs. Meget tyder på, at netop en varm katalysator var årsagen til en brand ved Thorup Strand for nylig. Man bør samtidig ikke smide cigaretskodder fra sig i naturen eller efterlade flasker i naturen, da de kan virke som brændglas og dermed antænde en brand, lige som man aldrig bør smide aske i naturen, da asken kan indeholde gløder meget længe.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close