Jammerbugt har stor succes med småjobs

0
Formanden for beskæftigelsesudvalget, Morten Klessen (S), glæder sig over succesen med småjobs. Foto: Claus Søndberg
Jammerbugt Kommune og områdets virksomheder er så gode til at samarbejde om at skabe de såkaldte “småjobs”, at kommunen ligger bedst i landsdelen målt på løntimer blandt ledige, der ikke er helt klar til fuld ansættelse.

Småjobs består typisk af lettere ufaglærte opgaver til borgere, der ikke nødvendigvis kan klare en fuld arbejdsuge. Derimod kan de klare nogle timer om ugen uden problemer, og derfor arbejder både virksomhederne og kommunen ihærdigt for at give ledige muligheden for at have en nyttig og betydningsfuld tilknytning til arbejdsmarkedet i et job til almindelig løn i de timer, borgerne arbejder.

– Borgere i småjobs har typisk været længere tid væk fra arbejdsmarkedet. Småjobs er med til at få borgerne knyttet til arbejdsmarkedet igen. Derfor har vi også fokus på, at der skal være en udvikling i antallet af ordinære løntimer hos den enkelte, oplyser Morten Klessen (S), formand for beskæftigelsesudvalget i Jammerbugt Kommune.

Virksomhederne er meget villige til at samarbejdet med kommunen og borgerne.

– Vi har et super godt samarbejde med vores lokale virksomheder om at få skabt småjobs. Vores succes i forhold til småjobs skyldes primært vores øgede fokus på småjobs, vores evne til at italesætte det over for borgere og arbejdsgivere, og ikke mindst de meget samarbejdsvillige virksomheder i kommunen, siger Jannie Knudsen, sundheds- og arbejdsmarkedschef.

Når virksomheder ansætter medarbejdere i småjobs, oplever de oftest, at de får frigivet tid, som kan bruges på at løse andre arbejdsopgaver. Mens virksomhederne typisk også gør det for at give en motiveret medarbejder en chance på jobmarkedet. Samtidig betaler virksomheden kun medarbejderen for de timer, som medarbejderen har i virksomheden.

En af virksomhederne er den private institution Landlykke Vuggestue- og Børnehave.

– Vi har valgt at ansætte en medarbejder som pædagogmedhjælper. I første omgang i ti løntimer, og det planlægger vi at øge til 15 timer ugentligt i et fleksjob. Vi har fået en enormt arbejdsvillig medarbejder, som indgår i teamet som om, hun altid har været ansat hos os, fortæller Malene Krogh, indehaver af Landlykke Vuggestue- og Børnehave.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close