Jan overdrager livsværk til tidligere elev

0
Gitte Sørensen er udlært i Sportmaster i Brovst - efterfølgende har hun haft lidt af en kometkarriere inden for kæden. Men selvom mulighederne har været mange, har hun aldrig sluppet Brovst og er taknemmelig for muligheden for at vende hjem til området, hvor hun føler, at hun hører hjemme. Jan Larsen får nyt job i Hjallerup hos en af sine tidligere elever. Foto: Kurt Bering
1. august træder Jan Larsen tilbage som butikschef i Sportmaster i Brovst og giver depechen videre til 24-årige Gitte Sørensen fra Tranum.

– Jeg har selv anbefalet hende, fortæller Jan Larsen og sender et blik fuld af respekt og varme i den unge kvindes retning.

Jan Larsen har oplært Gitte Sørensen lige her i Sportmaster i Jernbanegade. Hun kender kunderne, har et stærkt blik for både de store linjer og detaljen – og sidst, men ikke mindst, har hun haft lidt af en kometkarriere inden for Sportmaster.

Gitte Sørensen kommer direkte fra en stilling som butikschef for kædens butik i Skanderborg. Et job, hun var rigtig glad for. Men da muligheden bød sig for at komme tilbage til Brovst, var der ingen tvivl. Hun var mere end klar til at vende hjem. Faktisk har hun aldrig rigtig sluppet sin hjemstavn – flere gange om året har Gitte Sørensen været hjemme for at hjælpe til i både den lokale håndbold- og fodboldklub.

Det er her, i området ved Brovst og Tranum, hun hører hjemme. Det giver sig ikke mindst til udtryk i, at hun allerede er flyttet til Tranum sammen med sin kæreste, Jannie Bay, som efter sommerferien skal læse dansk på Aalborg Universitet.

– Så det hele går op i en højere enhed, smiler Gitte Sørensen, der glæder sig til at komme i gang.

Planen er, at hun starter i butikken allerede mandag 30. juli, selvom hun – på papiret – først tiltræder stillingen som butikschef 1. august.

Jan Larsen smiler til Gitte Sørensen – han er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun vil være i stand til at udfylde hans sko. Selv går han videre ud på nye eventyr – for det er absolut ikke lysten til lediggang, der har fået Jan Larsen til at sige sit job op hos Sportmaster.

Han har fået tilbudt et job som ansvarlig for håndteringen af klubberne hos Sportigan i Hjallerup – en butik, der bliver ejet af en anden af hans tidligere elever. For Jan Larsen jer det lidt af et drømmejob, da netop klubberne altid har haft en særlig plads i hans hjerte. At skulle sige farvel til Brovst for at drage ud på nye eventyr er både vemodigt – men også spændende.

– Jeg selv er udlært her i Brovst, påpeger Jan Larsen, der gennem årene kun har haft nogle enkelte og ganske korte afstikkere fra Brovst og branchen.

Selvom han elsker byen, dens mennesker og selv bor i Brovst, som han ikke kunne rejse fra, så er drømmen om at opleve noget nyt og anderledes alligevel vokset i ham – og da drømmejobbet med en arbejdsuge på “kun” 37 timer dukkede op, slog han til.

– Det bliver spændende, smiler Jan Larsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close