Lokalpolitiker hitter med VM-sang

0
Det er sådan her, at folk i Jammerbugt Kommune formentlig kender Kiki Bach bedst - som socialdemokratisk kommunalbestyrelsesmedlem og begravet i politiske dagsordener. ?Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Det er i de færreste kommunalbestyrelser, at der findes et medlem med en VM-slagsang på repertoiret. Men sådan er det i Jammerbugt Kommune.

Den unge socialdemokrat Kiki Bach har nemlig lige nu opnået stor opmærksomhed med fodboldsangen “Vi vinder nu”.

Det var faktisk lidt af en tilfældighed – og i al hast – sangen blev til virkelighed

– Jeg er selv meget fodboldfanatisk, og jeg synes bare ikke, at den officielle VM-sang (lavet af Thomas Helmig, red.) gav den rigtige stemning, fortæller Kiki Bach.

– Jeg synes, man skal have fornemmelsen af stadion og af larm – og det synes jeg slet ikke var med i Helmigs ver- sion.

Kiki Bach synger i sin fritid i bandet Neon, som hun har sammen med Thomas Høgsted – et velkendt navn i musikbranchen, der tidligere har stået bag nordjyske navne som Creamy og Razz.

For at komme med et alternativt bud på en fodboldsang allierede Kiki Bach sig derfor med Thomas Høgsted.

– Det gik meget, meget stærkt, og lyrikken i sangen kunne helt sikkert godt have været skarpere. Men fra vi satte os til tasterne, gik der kun en dag, inden vi havde sangen klar, fortæller Kiki Bach.

– Målet var at ramme noget, der er folkeligt og genkendeligt.

Duoen ville dog også lave en musikvideo til “Vi vinder nu”, og i den forbindelse havde de brug for hjælp. Så de lagde sangen op på Facebook og bad folk om at indsende små videoer, hvor de synger med på sagen.

Udover de indsendte videoer er der i videoen også en gruppe fodboldbørn, der optræder sammen med Kiki Bach, der synger sangen.

– Det har vel taget tre-fire døgn, fra vi startede med at skrive sangen, til videoen var klar, fortæller hun.

Selve musikvideoen blev offentliggjort 14. juni – og Kiki Bach er overrasket over den fine modtagelse, som den har fået.

– Vi har fået mega-mange positive reaktioner. Folk siger, at sangen giver dem en tro på, at landsholdet kan vinde, og vi har fået masser af søde kommentarer. På de fire første døgn var der over 40.000 afspilninger af den, siger en glad Kiki Bach.

Flere radiostationer – blandt andet Nova og Skaga FM har spillet sangen – og hos dagbladet BT er “Vi vinder nu” med i en afstemning om at blive kåret som bedste alternative bud på en VM-sang.

For mange har det været opsigtsvækkende, at en kommunalpolitiker byder ind med en fodboldsang – men for den i dag 30-årige Kiki Bach er det egentlig meget naturligt

– Musikken fylder rigtigt meget for mig. Den har været min hobby, siden jeg var tre-fire år gammel. Jeg elsker at synge, og jeg elsker de stemninger, som musikken giver mig. Musikken har altid været min livline og min måde at koble af på – uanset om det har været i forbindelse med en gåtur ved stranden eller rødvin en lørdag aften, fortæller hun.

Kiki Bach, som bor i Aabybro, har dog ingen ambition om at dedikere sig til musikken på fuld tid med bandet Neon.

– Vi er et amatørband, som bare elsker de glade 80’ere. Vi vil gerne optræde, men det er ikke sådan, at vi satser på det som en levevej. Vi er bare to skolelærere, der er glade for musik, siger hun med smil i stemmen.

Kiki Bach mener ikke, at det giver karambollage med hendes politiske virke, at hun nu har lavet en fodboldslagsang.

– Det har måske givet lidt ekstra opmærksomhed om sangen, at jeg også er politiker, men ellers mener jeg ikke, at det betyder det store.

– Jeg tænker jo bare, at jeg er et almindeligt menneske ligesom alle andre. Jeg sidder i børne- og familieudvalget, hvor jeg jo også er med til at skabe fællesskab – ligesom vi forsøger med sangen. Og på den måde synes jeg egentlig, at det hele hænger meget godt sammen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close