Morten har købt Han Herred Bowlingcenter

0
42-årige Morten Andersen fra Skovsgård har købt Han Herred Bowlingcenter og sat det i stand fra ende til anden. For ham er centret en drøm, der bliver virkelig, og han drømmer om at skabe et bowlingcenter, som hele Fjerritslev vil bruge og være stolt af. Foto:
Han Herred Bowlingcenter har gennem tiden levet en omskiftelig tilværelse.

– Men det er slut nu, understreger Morten Andersen.

Han købte sidste år bowlingcentret og det er blevet startskuddet til en helt ny æra for både bowlingcenter og de mennesker, der nyder at komme der.

Da Morten Andersen overtog centret, besluttede han sig for at sige nej tak til at købe alt det, der fulgte med i form af bowlingkugler og andet løst indhold.

– Det hele er nyt. Helt nyt, fortæller Morten Andersen, der har drømt om at give bowlingcentret en ny start, en ny chance for at få fodfæste og igen blive et sted, hvor folk gerne vil tilbringe tid i selskab med venner, familie, firmaet eller kæresten.

For Morten Andersen er Han Herred Bowlingcenter også en helt ny start.

– Jeg ved ikke noget om at drive et bowlingcenter. Jeg har et it-firma, fortæller Morten Andersen.

Man skal dog ikke tro, at det gør Morten Andersen til en novice ud i at drive et firma som Han Herred Bowlingcenter. For han er en garvet bowler, der ved, hvad han vil med centret. Derfor har hans tilgang til centret også været fast fokuseret på, at det skal være et sted, hvor man kan komme både som dygtig bowler og som helt ny og uprøvet. Og så ved han naturligvis en del om, hvad der skal til for at skabe en rigtig god forretning, hvilket absolut har været en udfordring for tidligere ejere, der blandt andet har måttet erklære centret konkurs.

– Det skal være rentabelt, understreger Morten Andersen, der er fast besluttet på at give alt, hvad han har, for at skabe et sted, som Fjerritslev kan være stolt af – og som han selv kan være stolt af.

For ham er Han Herred Bowlingcenter nemlig ikke blot en forestilling om at kunne tjene penge, men en stor drøm om at leve af sin passion og hobby, der bliver virkelig.

– Der var en mulighed, og så greb jeg chancen, fortæller Morten Andersen om beslutningen om at købe bowlingcentret.

Han var ikke nødt til at spørge om lov på hjemmefronten, inden han traf beslutningen, da han er ungkarl.

Det giver også visse fordele, når det kommer til driften af Han Herred Bowlingcenter – Morten Andersen kan være her hele tiden. Og det har han langt hen ad vejen også tænkt sig at være. Han skal blandt andet stå for at kokkerere i køkkenet og ellers sørge for at hjælpe kunderne til at få den helt perfekte oplevelse i bowlingcentret, godt hjulpet af sine nye medarbejdere.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close