Pas på revlehullerne

0
Selv om TrygFondens kystlivreddere ikke måtte ud i livreddende aktioner i uge 31 ved stranden i Blokhus, så advares der mod revlehuller, som ved andre strande har skabt farlige situationer.

Det er typisk bølgerne ved pålandsvind, der får revlehullerne til at opstå og skaber risiko for, at badegæster bliver trukket til havs.

– Vinden er medvirkende til at skabe revlehuller, men det er en misforståelse, at der kun er risiko for revlehuller, hvis det blæser meget. Man kan spotte et revlehul ved at se på vandoverfladen, der som regel har mindre bølger og skum, end resten af vandet langs stranden. Så selvom vandet ser roligt ud på overfladen, er det altså der, den udadgående strøm er kraftigst, og man bør gå i vandet et andet sted, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.

– Vestenvinden, som vi har set i den seneste uges tid, aktiverer revlehullerne, og dem har vi flere tusinde af langs kysterne i Danmark. Det er oftest ved Vesterhavet, at revlehullerne skaber problemer, men man skal alligevel være opmærksom i hele landet, siger han.

Det kan være svært at bevare roen, hvis man mærker, at man bliver ført med strømmen væk fra land. Men det er det allerbedste, man kan gøre.

– Selv dygtige svømmere risikerer at drukne af panik og udmattelse, hvis de forsøger at svømme mod strømmen i revlehullet for at komme i land. Man kommer ingen vegne og bruger alle sine kræfter. I stedet skal man holde hovedet koldt og svømme langs stranden, til man kommer ud af revlehullet, og så svømme imod land. Revlehuller er i sig selv ikke farlige, det er først, hvis man går i panik og bruger sine kræfter forkert, at det bliver alvorligt, siger Anders Myrhøj.

Og bader man imellem livreddernes flag på stranden, undgår man revlehullerne, da livredderne tjekker strømforholdene hver dag og sørger for, at der ikke er revlehuller i området mellem livredderflagene i strandkanten.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close