Sætter fokus på plastik i havet

0
Der skylles masser af efterladenskaber op på strandene. Arkivfoto
Søndag 22. april har Danmarks Naturfredningsforening i Jammerbugt igen affaldsindsamling for at gøre opmærksom på de menneskelige efterladenskaber, der havner de helt forkerte steder i naturen. Mødestedet er i år Ejstrup Strand.

– Vi vil gerne sætte fokus på et af vores tids helt store problemer med plastik i havene. Derfor samler vi igen i år affald op ved Ejstrup Strand, hvor vi sidste år fandt urimelige mængder, og det meste lignede noget, der kunne være skyllet op fra havet, siger affaldskoordinator i DN Jammerbugt Anders Hedegaard.

– Vi ved, at mængderne i havet ikke er blevet mindre, og derfor bliver det interessant at se, om vi kan være lige så uheldige og finde lige så meget affald, som sidste år. Kysten er jo en dynamisk natur, der hele tiden påvirkes af vind og vejr, og sandet flytter sig hele tiden og kan derfor både dække og afdække menneskelige efterladenskaber, siger han.

Udviklingen i mængden af plastik i havene er eskaleret, og mens der i 2014 var et ton plastik for hver fem ton fisk, vurderes det, at der i 2025 vil være et ton plastik til tre ton fisk, og i 2050 vil der være mere plastik end fisk i havene, hvis ikke udviklingen stoppes.

– Plastik i havene er yderst problematisk, da fugle, fisk og havpattedyr ofte får indtaget plastikken, fordi det kan forveksles med føde, siger Anders Hedegaard.

– De fleste i vores kommune kender badestrandene i den nordlige del af kommunen, men havet er ligeglad med, hvor det skyller sit plastik op, så derfor er der rigeligt at hente ved de lidt mere ubenyttede strande, hvor interessen for at holde rent er knap så stor som ved turistområderne mellem Blokhus og Løkken.

For foreningen er det med genbrug en hjertesag.

– Vi er utrolig glade for, at vores kommunale forvaltning giver udtryk for, at folk har taget godt imod det affaldssorteringssystem, som kommunen rullede ud sidste år. Det tyder på, at folk godt ved, hvor affald skal hen, og at der generelt er en stor grad af bevidsthed om de efterladenskaber, som vores menneskelige aktiviteter medfører, siger Anders Hedegaard.

DN Jammerbugt håber, at mange vil tage ud og hjælpe i nærmiljøet. Husk handsker og praktisk påklædning.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close