Yuechong er rykket til Arentsminde for sin restaurant

0
Yuechong Zhang har studeret økonomi i Aarhus for derefter at forfine sine evner i køkkenet ved at tage hjem til Kina. Nu kaster han sig ud i restaurationsbranchen og en tilværelse i Arentsminde.?Foto: Lars Pauli
Der er kommet nyt liv i restaurant Mhannas gamle lokaler ved busterminalen i Aabybro. Bag genoplivningen står Yang Lin og Yuechong Zhang, der begge kommer fra Kina – men tilsammen har tilbragt 20 år i Danmark.

Et par danske ord sniger sig ind i vores samtale i den lille restaurant ved navn China Time. Men det er primært på engelsk, at vi får dialogen til at fungere. Makkerparret nævner i flæng byer, hvor de har haft restaurant eller arbejdet i køkken. For eksempel Skanderborg og Roskilde.

Men nu er de to kinesere i Aabybro – og klar til at prøve et slags fusionskøkken af i byen. Yang Lin har japanske rødder og fokuserer på at lave sushi, mens Yuechong Zhang bidrager med sine kinesiske wokretter.

– Vi ville gerne åbne en restaurant i Danmark, hvor vi kunne kombinere de to dele, forklarer Yuechong Zhang, der har bosat sig i Arentsminde for at køre restauranten.

Derudover har han en grad i økonomi fra Aarhus Business College. Men efter den tog han tilbage til sin hjemby i Kina for at udforske madlavningen. Nu er han tilbage i Danmark for at satse på den.

Yang Lin bor dog i Hinnerup ved Aarhus og er kun i China Time et par gange om ugen. Ved siden af restauranten underviser han i at lave sushi i Aarhus, mens han også har en andel i en restaurant dernede. Han har også haft en sushirestaurant i Skanderborg.

– Der er masser af pizza og sandwich i Aabybro. Så vi tænkte, at vi kunne komme med noget nyt her, tilføjer han.

Han har tilbragt længst tid i Danmark af de to. Nemlig 11 år. Yuechong Zhang er oppe på 9 år. De mødte hinanden i Danmark og kaster sig nu ud i et fælles projekt med åbningen af den nye restaurant i Aabybro.

Men hvorfor Aabybro? Ingen af dem har nogen tilknytning til Nordjylland foruden restauranten. Det hele handler om at finde et sted, der ikke havde deres specialiteter i forvejen – wokretter og sushi.

– Det var alt for mættet i Aarhus, forklarer Yuechong Zhang.

– Byen er alt for stor, og huslejen er høj dernede. Så vi ville gerne åbne et andet sted, tilføjer han.

Og sådan endte makkerparret i Jammerbugt.

– Vi prøver at finde en bestemt smag og se, om det kan fungere heroppe, forklarer Yuechong, hvorefter snakken går ind på, hvordan danskere tager imod deres asiatiske retter.

– Det virker ikke rigtigt til, at de ældre kan lide sushi. Men jeg kan se, at det er meget populært ved de unge, siger Yang Lin.

Han sammenligner det med sine kinesiske forældres forhold til amerikansk mad som hamburgere. Det holder de sig helst fra – og foretrækker deres traditionelle køkken.

Gennem sine mange år i Danmark har han også bidt mærke i forskellene fra den mad, der laves i hans hjemland – og når retterne tages med hertil.

– Folk i Skandinavien er helt vilde med sovs. Selvom det er den samme ret i Kina, så har vi en lille smule sovs. Her er der meget mere, tilføjer Yang Lin med et grin.

Den observation tager de med sig til Aabybro. Ligesom de to kinesere vil satse på den hurtige mad, som de forbipasserende ved busterminalen ser ud til at foretrække.

– Vi kan se, at folk godt kan lide vores sushibokse og china boxes, siger Yang Lin.

– Mange tager en sushiboks med ud og sætter sig på bænken lige derovre, forklarer Yuechong Zhang og peger ud af vinduet, hvor busserne ruller forbi.

– De vil bare have noget godt og hurtigt, som de kan tage med. Det kan vi sagtens klare, og så prøver vi egentlig bare at give byen nogle nye muligheder på madsiden, tilføjer han.

Dermed udforsker duoen en ny del af Danmark og satser på, at nordjyderne vil sætte pris på blandingen af det kinesiske og japanske.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close