Flere af landets bedste løbere stiller til start

TRANUM: De kommer fra Norge, Danmark, Sverige og enkelte andre lande. Nordjysk 2-Dages er sæsonstart og et af årets største orienteringsløb i Danmark for både eliten og bredden. Stævnet afvikles 15.-17. marts for 36. gang - og i år med Aalborg Orienteringsklub som arrangør.

Kortet er tegnet og banerne lagt, så nu venter de næsten 100 medlemmer og hjælpere fra Aalborg Orienteringsklub spændt på at sende de 1500 tilmeldte orienteringsløbere i alle aldre i skoven - flest nordmænd.

- Vi glæder os til at give de mange løbere en god oplevelse i de skønne nordjyske skove og i Nordjylland i det hele taget, siger Tina Udholm, stævneleder og formand for Aalborg Orienteringsklub.

Løbet er de senere år udvidet og består af tre løb. Fredag aften 15. marts er der natorienteringssprint i Svinkløv Plantage, mens de to hovedløb lørdag og søndag formiddag afvikles i Tranum Klitplantage med udgangspunkt fra Sandmoselejren. Løberne har desuden mulighed for fredag at deltage i fortræning i Kollerup Plantage.

Det er et omfattende arbejde at arrangere så stort et orienteringsstævne. De første forberedelser er startet for flere år siden. Der skal laves aftale om brug af skoven. Kortet revideres, og der skal findes segnet sted til stævneplads og parkering. De seneste måneder har specielt banelæggerne haft travlt med at se på terrænet og lave ikke mindre end 44 forskellige baner til lørdag og andre 44 baner til søndag. Hver dag er der omkring 150 poster placeret rundt i skoven.

- De mange forskellige baner er nødvendige, så der er baner i længder og sværhedsgrader til både de yngste løbere på 8 år og de ældste over 85 år, siger Tina Udholm.

Lørdag løbes der langdistance og søndag mellemdistance.

De to løb i Tranum tæller som de to første løb til den danske seniorrangliste ved navn Trimtex-cup 2019, og det er muligt at følge eliteløbernes løb i skoven direkte hjemme i stuen på tractrac.com eller app’en TracTrac.

Af danske verdensklasseløbere stiller Cecilie Friberg Klysner fra FIF Hillerød til start i D21 elite, mens både Jakob Ekhard Edsen fra Aarhus 1900 og Tue Lassen fra Faaborg stiller op i herre 21 elite.

Flere nordjyske eliteløbere deltager også. På kvindesiden er det Zenia Hejlskov Mogensen fra St. Binderup OK, og på mandesiden er det Bjarke Boserup fra Aalborg Orienteringsklub, Nicolai Zaar Nielsen fra Mariager Fjord OK og Rico Hejlskov Mogensen fra St. Binderup OK.

Løbet arrangeres i år af Aalborg OK, der arrangerer det på skift med OK Vendelboerne fra Hjørring.

Løberne sørger selv for indkvartering. Et af de populære steder er Skallerup Klit Feriecenter. Ligesom mange har lejet sommerhuse i området.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...