GALLAFEST: Efter en uge med mange lokale aktiviteter fik deltagerne i den afsluttende fest fornøjelsen af at få resultatet vist på tv-skærmen

SKOVSGAARD: Det blev den flottest tænkelige finale på Knæk Cancer-ugen i Skovsgaard, da der blev festet på byens hotel samtidig med det landsdækkende indsamlingsshow på TV2.

Deltagerne havde endda fornøjelsen af at se resultatet af ugens mange indsamlingsaktiviteter i Skovsgaard rulle over tv-skærmen – ikke færre end 86.050 kroner blev det til.

−VI er jo kun ca. 750 indvånere i byen, men heldigvis deltog også en del udefra. Alle arrangementerne gik over forventning. Der var blandt andet 150 til vores sangaften med fire kor, og der var 85 til fællesspisning med udendørs lysceremoni. Meget smukt! lyder det fra Ida Larsen, der var en af tovholderne i ugens omfattende program.

Til sangaftenen medvirkede Øland Karlekammerkor, Hanbokoret, Café Latte og Sing4Joy, og ved lysceremonien i hotellets have efter fællesspisningen var der optræden ved Englekoret og afslutning ved provst Folmer Toftdahl-Olesen.

Lørdagens gallafest på Skovsgaard Hotel bød på spisning, underholdning og dans til levende musik af bandet CATS.

Alle indtægter fra ugens salg, sponsorater med videre er omfattet af det smukke beløb, der nu er sendt til Knæk Cancer-kampagnen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...