Invitation: EUC Nordvest holder Åbent Hus, fredag 29. november fra kl. 16-20, på Østergade 11-13.

Med etableringen af en afdeling i Fjerritslev, kunne EUC Nordvest i maj offentliggøre, at skolen fremover vil udbyde Grundforløb 1 (GF1) til erhvervsuddannelserne samt AMU-kurser fra lokalerne i Fjerritslev. Siden er også SOSU Nord kommet til, og det betyder, at man nu kan udbyde GF1-forløb inden for både ’Kontor, handel og forretningsservice’ samt ’Omsorg, sundhed og pædagogik’. Det vil de to skoler gerne fortælle mere om, når de holder Åbent Hus i forbindelse med Black Friday by Night i Fjerritslev, fredag d. 29 november.

Både EUD/EUX Business og SOSU Nord har deltaget flittigt i diverse uddannelsesmesser og uddannelsesaftener for at gøre opmærksomme på deres uddannelser samt den ekstra gode nyhed: At eleverne i og omkring Fjerritslev nu kan påbegynde deres erhvervsuddannelse i trygge rammer i hjembyen.

- Vi skal have spredt budskabet, så de unge og deres forældre bliver bevidste om, at man nu kan tage grundforløbet til erhvervsuddannelserne i Fjerritslev. GF1 i Fjerritslev er tonet mod Business- og SOSU-uddannelserne, men forløbet giver adgang til alle erhvervsuddannelser, så skulle man undervejs finde ud af, at man fx hellere vil være smed end SOSU-assistent, eller bager frem for butiksassistent, ja så kan man nå at skifte spor på GF2. Vi er utrolig glade for, at vi kan give de unge i Fjerritslev muligheden for at påbegynde deres erhvervsuddannelse lokalt, og det er ekstra glædeligt, at vi nu kan tilbyde dem hele to fagretninger, lyder det fra afdelingsleder Anne Mose fra EUD/EUX Business på EUC Nordvest.

Også direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest glæder sig over det nye udbud i Fjerritslev.

- Jeg håber, at mange unge vil se den nye uddannelsesmulighed i Fjerritslev som en chance for at prøve kræfter med erhvervsuddannelserne lokalt, så de forhåbentlig får mod og lyst til at gå videre på GF2 på en af erhvervsskolerne i enten Thisted, Aalborg eller Aars, afhængigt af ønsket uddannelse. Samtidig er jeg glad for, at vi med vores nye afdeling også vil kunne servicere virksomhederne i Fjerritslev og omegn endnu bedre gennem udbydelsen af en række AMU-kurser og akademiuddannelser, som de nu kan tage lokalt. Rammerne er på plads, og de første kurser er allerede afviklet. Nu glæder vi os så ellers til at kunne vise afdelingen frem for alle interesserede til vores Åbent Hus-arrangement, og vi håber naturligvis, at mange vil benytte sig af lejligheden og lægge vejen forbi, slutter direktør Hans Chr. Jeppesen.

EUC Nordvest holder Åbent Hus, fredag 29. november fra kl. 16-20, på Østergade 11-13. Her står repræsentanter fra EUD/EUX Business og SOSU-Nord samt elever fra uddannelserne klar til at fortælle meget mere om GF1 og de forskellige uddannelser inden for henholdsvis Business og SOSU. Herudover vil der være forskellige aktiviteter og konkurrencer, der relaterer sig til de førnævnte uddannelser, ligesom de besøgende vil blive budt på kaffe, sodavand, småkager og slik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...