FOREDRAG: Torsdagscaféerne på Brovst Bibliotek fortsætter 16. januar med et møde med John Olsson

BROVST: »Fra en landsbysparekassedirektørs dagbog« er titlen på Torsdagscaféen på Brovst Bibliotek 16. januar.

Her vil tidligere John Olsson, tidligere direktør i Brovst Sparekasse og Sparekassen Vendsyssel, fortælle om vejen fra bydreng i barndommens København til en lang bankkarriere i Nordjylland.

En sådan livsvej er bestemt ikke noget, man hører om hver dag. Ikke desto mindre er det den rejse, som ugens fortæller har oplevet. En rejse i livet, hvor det med John Olssons ord har handlet om at møde de rigtige mennesker på rette tid og sted. Selv endte han med at falde godt til blandt folk i Han Herred.

John Olsson trådte tilbage fra posten som direktør i Sparekassen Vendsyssel ved 60-års dagen i 2010, men siden har han udfoldet sig i mange forskellige sammenhænge og ikke mindst udfyldt en betydningsfuld post som formand for Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst. Han og hustruen Birthe er i det forløbne år flyttet fra Skovsgaard til Aabybro.

Efter foredraget vil tilhørerne kunne læse videre om John Olssons mange oplevelser i den nordjyske bankverden gennem hans erindringsartikel, der findes i Han Herred Bogen 2020.

Bag Torsdagscaféerne står Lokalhistorisk Forening for Øster Han Herred, Lokalhistorisk Sognegruppe Brovst og Jammerbugt Bibliotekerne. Alle er velkomne, og kaffen er inkluderet i en beskeden entrépris.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...