TEATERSUCCES: Alt klappede til årets forestilling i Jægerum Søpark, og ”Årets Skovtrold” tilfaldt velfortjent teaterforeningens mangeårige sminkør

HALVRIMMEN: Der var store smil hos alle, da forestillingen »Bølle-Bob« løb over scenen som årets skovspil i Jægerum Søpark.

Ved alle fem forestillinger morede publikum sig kosteligt over løjerne på scenen, som blev ført an af et særdeles velspillende og velsyngende hold af børn og unge. Sammen med de erfarne, voksne kræfter på rollelisten viste de en koncentration og energi, som gjorde forestillingen både morsom og rørende, fortæller Per Iversen, der er en af Teaterforeningen Skovspillenes veteraner.

Og at der med sangene og musikken var tale om genkendelsens glæde for rigtig mange, var tydeligt at mærke og høre, tilføjer han. Der blev sunget godt med på sangene fra publikumsbænkene, hvor i alt ca. 750 tog plads i løbet af forestillingerne.

Også på andre parametre gik alt op i en højere enhed ved årets friluftsspil. Først og fremmest var det begunstiget af et næsten perfekt sommervejr med temperaturer i den lunere ende, ingen vand fra oven og næsten heller ingen vind.

Det blev tillige blandt både medvirkende og publikum bemærket, at lyden i år var helt perfekt. Teaterforeningen havde for første gang allieret sig med Thorsten Bolvig fra firmaet Søren Lyd og det med stor succes.

Traditionen tro blev »Årets Skovtrold« uddelt under sidste forestillings fremkaldelser lørdag eftermiddag. Skovtrolden, som er et vandrebæger med tidligere modtageres navne indridset, gives til en person på eller bag scenen, som over et eller flere år har udført et ekstraordinært arbejde for skovspillene.

I år gik prisen yderst velfortjent til Kari Blandow Bratholt, Skovsgaard, som gennem de sidste mange år har stået for sminkning af de medvirkende. Desuden har hun før dette virke haft flere roller på scenen, og hendes engagement i skovspillene går således tilbage til de allerførste år i midten af 1980’erne.

Kari Bratholt har i øvrigt sørget for fødekæden til teaterforeningens aktiviteter, idet hendes to døtre, Xenia og Astrid, de sidste fem år har været blandt de rollehavende.

Teaterforeningen Skovspillene skal nu i løbet af sommeren gøre regnskabet endeligt op efter sommerens forestillinger og vil til efteråret tage stilling til, hvad der næste sommer skal opføres på friluftsscenen i Jægerum Søpark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...