Motion: Brovst Motion og Fitness åbner i den gamle Fakta-bygning på Rotfelds vej

Der sker en masse gode ting i Brovst by i denne tid med nye butikker og gode aktiviteter. I denne uge blev det også en realitet, at der nu igen starter motionscenter op i Brovst.

Derfor bliver der fra den 2. januar mulighed for at dyrke fitness, når Brovst Motion og Fitness åbner i den gamle Fakta-bygning på Rotfelds vej, hvor der senest også har været drevet motionscenter.

- Der har manglet et motionscenter i Brovst i et års tid, og der har været arbejdet hårdt i lang tid på at finde en god løsning, så Brovst igen kan tilbyde fitness, siger formand for Sport & Kulturcenter Brovst, Jacob Hyllested, der fortsætter

- Vi havde allerhelst set at et motionscenter blev placeret i vores lokaler i hallen, men det har ikke været muligt at finde egnede lokaler. Så derfor har vi valgt denne løsning.

Den løsning der er fundet bedst egnet til formålet er det gamle motionscenter, hvor en del af de maskiner allerede findes.

- Der er en del slidte maskiner, der skal skiftes ud, siger JacobHyllested.

Han glæder sig samtidig over, at Sparekassen vendsyssel Fond har støttet opbygningen, så de gamle cardio-maskiner kan bortskaffes og erstattes med splinternye.

Skovsgaard/Brovst KFUM IF bliver vært i det nyindrettede center og her kan formanden for Gymnastikafdelingen Lone Rildau også kun glæde sig til åbningsdagen.

- Vi er trukket i arbejdstøjet, for vi vil gerne præsentere et flot, pænt og rent center, siger hun og fortsætter.

- Der bliver brug for en masse frivillige for at få det hele gjort klar til åbning.

Skovsgaard/Brovst KFUM IF begynder snarest muligt at sælge medlemskort og man håber selvfølgelig på at der er mange der vil benytte sig af det lokale motionstilbud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...