Fritid: Klubben udvider med badminton

Brovst Seniorklub er klar til en ny sæson med motion og hygge i Sport & Kulturcenter Brovst.

Klubben starter op igen tirsdag den 3. september, hvor er en times aktiv ældregymnastik ved ledelse af Maria Agesen og efterfølgende kaffe, kortspil og samvær i klublokalet.

- I sidste sæson prøvede vi som noget nyt med ældrefitness, fortæller formanden for Brovst Seniorklub Gert Pedersen og fortsætter.

- Det blev hurtigt en stor succes med omkring 40 aktive hver gang. Det er vigtigt at man holder kroppen og musklerne i gang, når man bliver ældre, og Maria Agesen er god til at instruere os og sørge for vi får pulsen i vejret, så det fortsætter vi med i den nye sæson.

Som noget nyt udvider klubben nu med en times badminton hver tirsdag morgen. Nu bliver der så mulighed for at prøve sig af i badminton og blive rørt på den måde også.

- Man må gerne tage sin nabo med, siger Gert Pedersen.

Inga Madsen fra Seniorklubbens bestyrelse kunne glæde sig over en stor medlemstilgang i sidste sæson.

- Vi håber at alle er klar til en ny omgang tirsdagssjov og der er plads til alle, både på gulvet og ved kaffebordet, siger hun.

Udover de normale tirsdagsarrangementer bliver der også arrangeret busture og foredrag for klubbens medlemmer. På efterårets program er der blandt andet et besøg på Nutidsmuseet i Aars og på Ønskeland på Øland, samt et foredrag med Ole EU Christensen, der fortæller om sin opvækst og årene som politiker i EU-parlamentet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...