Løb: Brovst Borgerforening har fået stor lokal støtte og stiller med hold på godt 20

Når Stafet for Livet løber af stablen i Fjerritslev 31. august og 1. september, så er der også deltagere fra Brovst med.

Det er Brovst Borgerforening, der står for byens deltagelse, der lige nu er på 22 deltagere.

- Det er første gang, Brovst Borgerforening stiller med et hold, fortæller Maria Anne Appel, der selv er med for tredje gang og i øvrigt som holdkaptajn for første gang.

Målet er at samle 10.000 kroner ind, fortæller Maria Anne Appel, og allerede nu er hun og de øvrige arrangører ganske godt tilfredse med forløbet op til arrangementet.

- Vi vil lave en tombola i vores ”camp,” så vi har været rundt i næsten hele Brovst og samle sponsorgaver ind. Alle butikker har været utroligt gavmilde, fortæller hun.

Udover tombola har Hanne fra Hannes Hudpleje, der også deltager sagt ja til at komme og tilbyde massage, og også her går alle pengene til holdet.

- Vi har også fået mange rundesponsorer på til mange af deltagerne, så det er svært at få armene ned, slutter Maria Anne Appel.

Det er også muligt at støtte holdet ved at tænde et lys. På dagen bliver der sat en fysisk pose med et lys, der indgår som del af lysceremonien.

Det er stadig muligt at tilmelde sig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...