BYENS LIV: Børnehavebørn og skolelever hjalp med at plante de to nye skove i Brovst

BROVST: Borgerne i Brovst og omegn skal sikres godt og rent drikkevand også i fremtiden. Derfor blev der i dag onsdag taget fat på at etablere to nye statsskove i Brovst, nemlig Bøgebakker og Bratskov. under det nye skovområde ligger vandboringerne og grundvandsmagasinet.

Det var børn fra Brovst Børnehave og Vuggestue og Brovst Skole, der hjalp med at plante skoven.

’De to nye skove strækker sig over et areal på 54 hektar, så børnene kunne langt fra nå at blive færdig med plantearbejdet på en enkelt dag.

Da børnene havde stukket de første træer og buske i jorden blev arbejdet overtaget af plantemaskiner. Sidst på foråret ventes samtlige træer og buske at være i jorden.

Inden plantearbejdet gik i gang bød skovrider Ditte Svendsen, Naturstyrelsen Thy, velkommen til alle og sang for på ”I en skov en hytte lå”.

Skovprojektet er et samarbejde mellem Vandforsyningen for Brovst og Omegn, Jammerbugt Kommune og Naturstyrelsen.

- Vi er selvfølgelig med, fordi projektet går ud på at beskytte grundvandet, siger Flemming Frost, formand for Brovst Vandværk.

- Grundvandsmagasinet og alle vores boringer er i det område, hvor der nu bliver skov. Nu er vi med til at sikre grundvandt i fremtiden. Man kan sige, at børnene, som var med til at plante, har været med til at sikre, at de også kan glæde sig over rent drikkevand i fremtiden, siger Flemming Frost.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...