Maja Kramer har drømt om at blive kosmetolog altid - men måtte lægge det på hylden. Nu har hun besluttet at følge sit hjerte

BROVST: 20. oktober slår Maja Kramer Andersen dørene op for sin helt store drøm. Efter at have båret på et brændende ønske om at blive kosmetolog i knap 30 år, har hun taget springet ud i eventyret med sin nye klinik, Beauty by Kramer.

Drømmen om at leve af at gøre noget godt for andre og give gode råd om skønhed har altid ligget som en spire inden i Maja Kramer Andersen, men hun har været ude på lidt af en omvej, inden hun nåede målet.

- Dengang jeg var ung, tog jeg et deltidsjob som pædagogmedhjælper og læste HF-enkeltfag, fortæller Maja Kramer Andersen, der undervejs i sin ungdomsuddannelse fortalte sin studievejleder om sin store drøm om at blive kosmetolog.

Men hun synes, det var en dårlig idé. Det var en dyr uddannelse, markedet var hårdt - så hellere gå efter noget trygt og sikkert, lød rådet.

- "Der er mangel på pædagoger, så kan du altid lave teater og lægge makeup på børnene", sagde hun, fortæller Maja Kramer Andersen lidt lattermildt.

Det var på mange måder et godt råd, selvom det betød, at hun måtte gemme sin store drøm dybt inde i sig selv. Maja Kramer Andersen uddannede sig til pædagog og har blandt andet arbejdet som pædagog i Fjerritslev, på ungdomsskolen og ved Thisted Kommune, hvor hun var leder af skolefritidsordningen på Hillerslev Skole. Men drømmen havde slået rod og til sidst følte Maja Kramer Andersen, at det var på tide at give tanken om at uddanne sig til kosmetolog en rigtig chance.

Hun sagde sit gode, faste job op og tilmeldte sig som elev på en privat kosmetologuddannelse i Aalborg, Beauty and Style, hvor hun har lært faget til perfektion. På uddannelsen får eleverne mulighed for at prøve uddannelsen af i praksis på rigtige kunder - og det giver meget stor erfaring, fortæller Maja Kramer Andersen, der kun fik endnu mere blod på tanden. Hun og hendes mand besluttede at omdanne en ekstra bygning ved deres hus på Rolighedsvej i Brovst til klinik, så de seneste måneder er gået med gennemgribende renoveringer, malearbejde og masser af håndværkere - inden længe er klinikken helt færdig til åbningsreception 20. oktober over middag.

- Så nu prøver jeg. Det er virkelig en stor, stor drøm, der går i opfyldelse for mig, fortæller Maja Kramer Andersen strålende glad og fuld af forventning.

Undervejs har hun kun oplevet opbakning, særligt fra sin mor, Kirsten Andersen, sin mand, Morten, og deres to børn, Yasmin og Oliver.

- Hele familien har bakket mig op og støttet mig, fortæller Maja Kramer Andersen, der er meget taknemmelig for, at hun fik mulighed for at tage drømmeuddannelsen - for på trods af, at hun har været utrolig glad for de jobs, hun har haft som pædagog, så er Beauty by Kramer en idé og en tanke, hun har båret under sit hjerte i årevis.

Men selvom glæden er stor, har der også været meget travlt, nu hvor åbningsreceptionen nærmer sig. Ud over ombygningen til klinik, har Maja Kramer Andersen også brugt meget tid på at beslutte hvilke produkter, hun kan tilbyde. Under sin uddannelse blev hun meget fascineret af, hvordan man kan hjælpe mennesker, der lider af uren hud - det kan virke som om, man har prøvet alt uden held, men der er absolut meget, man kan gøre, hvis man gerne vil have en renere og pænere hud, fortæller Maja Kramer Andersen, der er opdateret på den seneste viden og har fundet produkter til butikken, der hjælper mod uren hud.

Ud over at tilbyde særlige behandlinger for uren hud, tilbyder Maja Kramer Andersen også almindelige ansigtsbehandlinger, manicure, wellnessmassage, hårfjerning, retning af bryn og lashlift, hvor man giver øjenvipperne permanent, så de bliver smukt buede - blot for at opsummere nogle få muligheder. På sigt planlægger Maja Kramer Andersen også at tilbyde pedicure - mulighederne er mange. Og så gælder der de samme spilleregler som når man er pædagog: Det handler om at lytte, så man ved, hvilket behov den person, man står overfor, har. Og det er præcis sådan, Maja Kramer Andersen gerne vil drive sin kosmetologklinik; ved at lytte til kundens ønsker og behov, så det bliver det helt rigtige resultat for den enkelte.

- Jeg håber, at folk vil tage godt imod mig i Brovst, siger Maja Kramer Andersen, der i første omgang vil holde åbent hver lørdag og efter aftale om aftenen, mens hun gør de allersidste kurser helt færdige på sin uddannelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...