Omkring 100 mennesker kom for at teste computerne i den nye e-sportsforening

Den nye forening, E-sport Brovst, slog i sidste uge dørene op for en helt ny æra for spilinteresserede børn og unge. At Brovst har fået sin første rigtige e-sportsforening var tilsyneladende ikke gået børnenes næse forbi, for de strømmede til i stort antal.

- Jeg vil tro at der var mellem 50 og 75 børn og unge - og så deres forældre, selvfølgelig, fortæller Lars Simonsen, halinspektør i Sport og Kulturcenter Brovst.

Han var imponeret over, at så mange fandt vej til åbent hus og det store rykind gav store smil, ikke mindst hos Steffen Fisker, der er tovholder for etableringen af den nye e-sportsforening.

De mange børn og unge fik rig mulighed for at spille med kammeraterne og teste maskinerne af. Og var der ikke lige en ledig plads, var der flere, som valgte at betragte de andre, mens de spillede - måske kunne man lure et trick eller to, eller måske finde en svaghed hos sin modstander, som kunne udnyttes, når en computer blev ledig.

Planen er i første omgang, at e-sportsforeningen vil tilbyde træning to gange om ugen for den nette sum af 20 kroner pr. gang. Til gengæld er der så ikke et kontingent, der skal betales, og man kan nøjes med at betale for de gange, man rent faktisk kommer.

Ordningen er til dels kommet i stand ud fra et ønske om at kunne vurdere, hvor stor interessen er, lige som man gerne vil være sikre på at kunne tilbyde børnene et godt tilbud fra start - derfor er holder man sig på de to ugentlige træninger. Men tanken er, at man i foreningen inden længe vil tilbyde træning næsten alle ugens dage, og forventningen er, at interessen er til stede.

Ind til nu har E-sport Brovst to trænere tilknyttet, men er det store antal børn, der kom for at snuse til den nye forening og prøve computerne af, et udtryk for hvor mange unge, der rent faktisk gerne vil gå til e-sport, er det efter alt at dømme nødvendigt at få endnu flere trænere tilknyttet. Derfor arbejder man i øjeblikket på højtryk på at finde folk, der kan være med til at træne børnene til at blive endnu bedre gamere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...