Skovsgaard Boldklub spillede uafgjort

SKOVSGAARD: Et meget velspillet topopgør på Skovsgård stadion fredag aften i fodboldens serie 3 mellem Skovsgård og Sulsted endte 1-1 efter en del drama.

Kampen som helhed bar præg af, at begge hold ville spille fodbold i et højt tempo. Kampen bølgede frem og tilbage, hvor dommeren tillod en del hårdt spil.

Begge hold havde en del chancer, men ellers foregik kampen på midtbanen, og 1. halvleg endte 0-0.

Men allerede i det 46. minut scorede Sulsted til 1-0 efter en halvklaring af Skovsgaards målmand Patrick Manich Pedersen.

Kampen forsatte i samme tempo, og intensiteten bliver kun endnu større, da Skovsgaard fik et gult kort for brok, efter der lige forinden var blevet lavet et kæmpe frispark mod Thomas Vangsted.

- Dommeren kunne sagtens have tildelt modstanderen et gult kort, men gjorde det ikke til stor frustration for vores spillere og bænk. I stedet for bliver Thomas Vangsted præsenteret for det andet gule kort, da han i frustration sparker bolden ind i skuret. Det hele sker i det 59. minut, hvorfor vi resten af kampen kun spiller med 10 mand, siger træner Jesper Christiansen.

- Her tager jeg hatten af for spillerne, som viser sammenhold og gnist. Vi bliver presset tilbage på banen, men vi forsøger stadigvæk at spille bold og det får vi udnyttet i det 83. minut, hvor Oliver Dam Andersen bliver spillet af Kasper Als og løber fra forsvaret og forbi målmanden og scorer til 1-1, siger han.

De sidste minutter kæmper hjemmeholdet i vildskab, og både Max Vad Hansen og Mathias Milton Brøndum får muligheden til sidst for at scorer, men det lykkes ikke, og den velspillede kamp ender 1-1.

- Vi viser igen stor styrke i forsvaret, på midten og i angrebet, hvor alle tager deres slæb og ansvar. En fornøjelse at se den udvikling holdet er i. Til de mange fans skal der igen lyde et tak for støtten, det betyder noget, siger Jesper Christiansen.

Kampens fidus blev Oliver Dam Andersen og kampens fighter Frederik Stisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...