SPORTSEVENT: Store udfordringer og oplevelser i noget af Danmarks flotteste og vildeste natur venter deltagerne i afløseren for Xterra 17.-18. august i Slettestrand

SLETTESTRAND: Efter to års succes med Xterra-løb i Slettestrand har Jammerbugt Kommune samt lokale foreninger og ildsjæle valgt at tage teten og selv afholde en sportsevent, der afvikles i samme weekend som Xterra de to foregående år. Denne gang 17. og 18. august.

Destinationsforeningen for området mellem Thorup Strand og Slettestrand har taget initiativet til Explore Slettestrand, som arrangementet nu hedder, da man herfra har ønsket en mere lokalt forankret event med større mulighed for at inddrage det lokale erhvervs- og foreningsliv, fortæller eventansvarlig Anders Kronborg.

− Navnet Explore Slettestrand hænger rigtig godt sammen med, hvad deltagere og tilskuere kan se frem til i Slettestrand. Weekenden byder på et væld af forskellige oplevelser, lige fra vandreture mellem 5 og 9 km til distancer, hvor der både skal løbes 18 km i terræn og cykles 60 km udfordrende mountainbike, fortsætter Anders Kronborg.

Med 13 forskellige distancer har Explore Slettestrand udfordringer til de fleste. Heriblandt er der planlagt et mountainbikemaraton på 60 km samt tre forskellige løbedistancer på 5, 9 og 18 km. Derudover er der mulighed for at deltage på et stafethold, hvor de forskellige discipliner deles mellem holdets deltagere.

− Lørdagens program er primært tilrettelagt for de voksne, og med to forskellige duatlondistancer, et længere mountainbikeløb, tre løbedistancer og to vandreture er der virkelig noget for enhver smag, fortsætter Anders Kronborg.

De store børn og unge kan også deltage på enkelte af de kortere distancer om lørdagen. I løbet af dagen bliver der rig mulighed for at heppe på de ihærdige deltagere og afprøve forskellige aktiviteter arrangeret af lokale foreninger, klubber og virksomheder. Blandt andet er der åbent hos Han Herred Havbåde i målområdet.

Efter en sikkert ganske hård og udfordrende lørdag kan de voksne se frem til velfortjent afslapning om søndagen, hvor det er børnene og de unge, der skal i ilden. Her venter der duatlondistancer for alle børn og unge mellem 6 og 15 år.

Ud over muligheden for at udforske Jammerbugtens vilde natur gennem fysiske udfoldelser frister arrangørerne også med store smagsoplevelser for både deltagere og tilskuere. Kresten Kronborg fra Madsmedjen i Hjortdal står nemlig klar med et lækkert finisher-måltid til alle deltagere, ligesom tilskuerne kan købe en lækker anretning af lokale råvarer og krydret med naturens egen smag.

Eventen har allerede mødt god opbakning fra det lokale erhvervsliv, som bakker op med forskellige sponsorater og præmier, tilføjer Anders Kronborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...