Fantastik vejr til info og skovtur

Vejret viste sig fra den alle bedste side, da projekt Glarborgen blev præsenteret ved spejderhuset på Øland lørdag formiddag. Mette Glarborg, som ejer Øland Skov, har besluttet at give Øland brugsretten til en del af sin skov - cirka tre hektar - til et mere intensivt brug end den normale tur i skoven; nemlig til et aktivitets- og oplevelsesområde med fri adgang og til gavn for alle.

Mette Glarborg vil gerne etablere et minde om familien Glarborgs lange liv og virke på Øland, specielt for hendes forældre Kirsten og Steen Glarborg - derfor dette tiltag. Til etablering af området er der nedsat et udvalg for at løfte hele projektet i mål. Det er Peter Kvist, Finn Kruse, Karen-Margrethe Lauridsen, Søren Brink og Mette Glarborg, som har stået for udarbejdelse af skitser og idegrundlaget for området.

Mange var mødt frem for at se og høre om de flotte arealer. Peter Kvist fra udvalget fortalte begejstret om projektet og viste tegninger om fremtidige tiltag.

- Projektets formål og værdigrundlag er at etablere og drive aktivitets- og oplevelsesområdet "Glarborgen" i Øland skov, hvor mennesker i alle aldre, året rundt, skal have mulighed for gennem leg og læring i naturen at styrke det fysiske og det mentale helbred, fortalte Peter Kvist.

- Vi er sikre på, at projektet vil blive til stor glæde og gavn for os alle, og vil helt sikkert også tiltrække folk fra andre steder og hvem ved - måske blive så fascineret af, hvad vi kan, vil og gør her på Øland, at de beslutter sig for at bosætte sig her.

Gruppen bag projektet er i fuld gang med at søge efter midler til projektet. Der kan tegnes medlemskab både for private og for firmaer.

- Tegning af medlemskaber går rigtig godt, fortæller Peter Kvist.

- Og vi skal huske, at Mette Glarborg giver et tilsvarende beløb (dog maksimum 10.000 kroner), som der bliver tegnet medlemskaber for, fortalte han.

Der var rundvisning i området og fortælling om de aktiviteter, som der er planlagt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...