FERNISERING: 80 gæster deltog i ferniseringen på Kunstgruppen Silikones efterårsudstilling på Tranum Strandgård

TRANUM STRAND: »Lad os lege i livstræets krone!«

Det var temaet for dette års udstilling med Kunstgruppen Silikone på Tranum Strandgård, og de 80 gæster ved ferniseringen fik et levende indblik i, hvordan der leges med pensler, farver og lærreder på den gamle skudehandlergård tæt ved havet.

Ud over maleri bød udstillingen også på decoupage, tekstilkunst, smykker, keramik og drivtømmerkunst, og da ferniseringen tillige blev krydret med musikalske indslag ved countrysangeren Petra Westra fra Tranum Enge, blev det en oplevelse for alle sanser.

Gitte Jul, der er Silikonegruppens næstformand, bød velkommen og inviterede på et glas vin, hvorefter Karsten Højen fra Skovsgaard holdt en interessant ferniseringstale om kunsten og det gode ved at være sammen om aktiviteterne.

16 af Silikones godt 50 medlemmer var repræsenteret på udstillingen, og gæsterne fik endvidere lejlighed til at stifte bekendtskab med kunstgruppens forskellige aktiviteter som kurser i maleri, herunder modelmaleri og portrætmaleri, samt årlige udflugter til kunstmuseer og gallerier. En gang om måneden mødes medlemmerne til et oplæg om kunsthistorie foruden croquistegning.

Kunstgruppen Silikone fik i 2017 tildelt et permanent lokale på Tranum Strandgård, der ejes af Jammerbugt Kommune, og det er her, gruppens daglige aktiviteter foregår.

Ferniseringen sluttede med kaffe, gløgg og æbleskiver, og udstillingen var i øvrigt åben fra fredag til søndag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...