Dobbeltkoncert med ikoniske 60´er bands på hotellet

SKOVSGAARD: Brovst Musikforsyning og Skovsgård Hotel præsenterer 22. februar en unik dobbeltkoncert med to ikoniske bands fra 60´erne.

Koncerten indledes med Steppeulvene i form af Stepp 2 med det oprindelige medlem Preben Divantier på trommer.

Sammen med de ikoniske numre fra ”Hip” n fra 1967 leverer Stepp 2 et dunder af en koncertoplevelse, som inviterer publikum med på en musikalsk rejse, der er centreret omkring Eik Skaløes multifaceterede lyriske troldspejl.

Eik Skalø forsvandt på en rejse til Indien og Nepal i 1968, og han er i dag erstattet af navnebroderen Eik Skibdal. Man kan glæde sig til at høre klassikere som “Itsi-Bitsi”, “Dunhammeraften”, “Drej 0-0-0” og mange flere af Steppeulvenes udødelige hits.

Koncertens andet band på scenen er Beefeaters med det oprindelige medlem, Morten Kjerumgaard, på Hammond orgel og klaver.

Den danske bluesrock-gruppe Beefeaters blev dannet i 1964, og efter et par singleplader indspillede gruppen, med den navnkundige bluessanger og guitarist Peter Thorup i front, debutalbummet Beefeaters.

Senere kom albummet “Meet You There” og samme år ”Nøgne Øjne” sammen med Poul Dissing.

Peter Thorup døde alt for tidligt og er nu erstattet af en af landets absolut bedste R&B sanger og guitarist Frederik Schnoor. Beefeaters er kendt for hits som ”Crossroads”, ”I Want You”, “It Ain´t Necessarily So”, ”You Changed My Way Of Living”, ”Papa’s Got a Brand New Bag” og mange flere.

- Det er en koncert vi har store forventninger til, siger en af arrangørerne, Karsten Højen.

- Det er yderst sjældent, at man har mulighed for at opleve to af 60´ernes ikoniske gruppe på samme scene samme aften, siger han.

Anders Brøndum Rask fra Brovst Musikforsyning kalder koncerten for forårets topkoncert for alle, der kan lide musik fra 60´erne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...