Onsdag 6. februar inviterer Brovst Bibliotek på et spændende aftenforedrag med forfatteren Iben Mondrup. Hun vil fortælle om sin roman ”Vi er brødre”, som udkom i efteråret 2018. Bogen handler om de to brødre Jens og Poul og deres opvækst i Frederikshavn i årtierne efter 2. verdenskrig. Romanen bygger på Iben Mondrups egen familiehistorie. Hendes farfar var kriminalassistent i Frederikshavn og leder af modstandsbevægelsen i Vendsyssel.

Iben Mondrup vil også fortælle om sit øvrige forfatterskab. Hun er født i København i 1969, opvokset i Grønland og bor nu i København. Hun er billedkunstner og forfatter og fik sit gennembrud med romanen ”Godhavn” i 2014. Hun har endvidere skrevet ”En, to, tre – Justine”, ”Karensminde”, ”Store Malene”, ”Ved slusen” og er med i bogen ”Min barndom i Grønland”.

Arrangementet er på Brovst Bibliotek og koster 80 kr. Husk tilmelding på biblioteket eller jammerbugtbibliotekerne.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...