MUSIK: For første gang står den talentfulde og stærke sanger alene på scenen

TRANUM: Onsdag den 17. juli er der årets tredje koncert på Tranum Strandgaards Kunst- og Kulturcenter. Her gæster rockmamaen Franciska.

Hun er sangskriver, komponist og en stærk sanger. Normalt står hun på scenen med et fantastisk band bag sig. Stilen er old-school rock, og der er tryk på. Teksterne har stærke budskaber, og melodierne er ørehængende.

Men på Tranum Strandgård optræder Franciska for første gang alene, og sangene er droslet helt ned til bare en guitar og en smuk vokal.

Du vil kunne opleve Franciska fortælle historierne bag sine sange – og de er ikke kedelige. Det hele er smurt ind i en god gang nordjysk humor. Der kan dog indimellem forekomme lidt alvor.

Forvent nærværende, ærlige og dybdegående fortællinger, ørehængende sange - alt sammen båret igennem af en stærk vokal.

Hun har udgivet flere plader med sit band. I efteråret forventes hendes nyeste at udkomme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...