Det er blevet nemmere at kommer af med affaldet på den rette måde

BROVST: Efter to måneder uden en genbrugsplads på grund af en tip top renovering af pladsen, så kunne beboerne i Brovst fredag glæde sig over, at det nu er blevet meget nemmere at komme af med affaldet, som nu kan sorteres i 40 forskellige typer.

Kommunen regner da også med, at den nye plads vil få flere end 50.000 besøg om året.

- Det er vigtigt at vi får opraderet vores genbrugspladser, da der et stadig stigende behov i ikke alene Jammerbugt og Danmark men på hele kloden for at øge genbruget, siger Jens Chr. Golding (S), formand for teknik- og miljøudvalget.

- Derfor er der vigtigt, at det er nemt forståeligt og nemt at udføre, når man skal af med sit affald til genbrug og sortere det. Hvis det er for svært, så ender alt for meget i containeren med småt brandbart, forklarer han.

Tidligere har Jammerbugt Kommune også opgraderet og moderniseret genbrugspladserne i Fjerritslev og i Pandrup, og mandag bliver der i teknik- og miljøudvalget nikket ja til en lokalplan, der giver mulighed for en tilsvarende modernisering i Aabybro.

- Når vi spørger brugerne af pladserne i Pandrup og Fjerritslev, så er de meget glade for pladserne, og de benytter dem i stor stil og bliver stadig bedre til at sortere affaldet, siger Jens Chr. Golding.

Pladsen i Brovst er blevet bygget om i det meste af 2018, men slap med at være lukket i to måneder

Den nye Brovst Genbrugsplads har et hævet plateau med nedsænkede containere, en bygning til mandskab, særligt affald og genbrugsting, og den gamle containerplads er ændret til en plads til haveaffald.

På grund af undergrunden har det været nødvendigt at lægge 14.000 kubikmeter sand på, for at gøre den fast nok til byggeriet, oplyser projektleder Tom Hansen fra Jammerbugt Kommune.

Der var afsat 22,3 millioner kroner til projektet, og budgettet er overholdt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...