I disse uger knokles og øves der ekstra meget på alle gymnastik- , danse- og springhold i Skovsgaard Brovst KFUM´s gymnastikafdeling. Forude venter nemlig den traditionsrige forårsopvisning.

Forårsopvisningen er en stor dag for både gymnaster og instruktører, for netop forårsopvisningen markerer afslutningen på gymnastiksæsonen og er dén dag, hvor alle gymnaster og deres instruktører og hjælpeinstruktører for lov til at vise forældre, bedsteforældre, tanter, onkler og gode venner nogle af de mange trin, danse og spring, de har lært igennem sæsonen. Der blev givet en lille forsmag på opvisningen til erhvervsmessen i Brovst Sport og Kulturcenter i november, men det er til forårsopvisningen, det helt store show skal vises.

- Forårsopvisningen er en dag, som vi alle sammen ser frem til med ekstra stor spænding for det er netop den dag, vi rigtig får lov til at vise, hvad vi har arbejdet med og lært igennem hele sæsonen. Der er også en dag, mange gymnaster er rigtig spændte på, for der kommer traditionen tro rigtig mange gæster til opvisningen, så i disse uger øves detaljerne igen og igen, lyder det fra formanden Lone Rildau.

I år kan de mange tilskuere se frem til en opvisning med i alt syv hold, som viser alt fra både springserier, dansetrin og rytmiske bevægelser, og der bliver fart over feltet når både landmænd, små prinsesser og seje dansepiger går på gulvet. Forårsopvisningen byder i år også velkommen til springholdet Stjernemix fra Trekroner Idrætsforening, som kommer og viser, hvad deres sæson har budt på.

Skovsgaard Brovst KFUM´s gymnastikopvisning holdes lørdag 16. marts kl. 10-12 i Brovst Sport og Kulturcenter, og hallen vil traditionen tro være pyntet i de skønneste forårsfarver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...