AFRUNDING: De nordjyske ugeaviser i Jammerbugt Kommune tager temperaturen på 2019 gennem et kommunalbestyrelsesmedlems øjne. Helle Bak Andreasen glæder sig især over butiksudviklingen i Brovst gennem året

BROVST: Der er sket meget i 2019, og for Helle Bak Andreasen er der masser af øjeblikke at se tilbage på. Venstre-medlemmet i Jammerbugt Kommunes kommunalbestyrelse har personligt haft en fødselsdag, som var værd at se tilbage på.

- Jeg er jo blevet 50, og der havde jeg en stor fest i Brovst-hallen, som var rigtig god. Det er nok det store øjeblik for mig i året, fortæller hun.

Ligesom fødselsdagen er der masser af andre store begivenheder i Brovst, som har gjort 2019 specielt for Helle Bak Andreasen.

- Det er fantastisk, at vi har fået gang i vores masterplan. Vi har også fået nye butikker som Spar, børnetøjsforretningen og en ny sportsforretning. Det er fantastisk at se lys i alle vinduerne. Der er sket en positiv udvikling, fortæller hun.

Formanden for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget kan dermed glæde sig over udviklingen i sin egen by.

- Flere butikker havde mørklagte vinduer i Jernbanegade, og nu er der lys i de fleste af dem. Det breder sig. Vi har også fået et grønt hold og et frivilligkorps i Brovst, som kan tage sig af småting. Der er sket så meget. Det gennemgående er, at hvis man står sammen, så kan tingene lykkes.

- Der er også private kræfter. Spar kan kun lykkes som butik, når nogen skyder privat kapital ind, og det giver noget godt til alle vores erhvervsdrivende, siger Helle Bak Andreasen.

Derudover har udvalgsformandens fokus på fritidsområdet i kommunen kastet gode oplevelser af sig.

- Det største for mig som politiker var nok Tour de Jammerbugt, hvor 3700 borgere deltog over otte etaper i hele kommunen. Det var rigtig godt. Vi gjorde det i fællesskab og fik vist vores kommune frem. Det er ikke hver dag, at folk kommer gennem Bejstrup og Bonderup, siger hun.

- Vi har også haft over 50 frivillige på en ny arkivuddannelse. Det er de så glade for. Vi har mange små lokalhistoriske foreninger, og nogle af dem har måske ikke arkiveret på samme måde. Det har været en kæmpe succes, og vi har fået meget for pengene ved at få underviserne herop i stedet for at sende folk til Esbjerg eller Vejle. Det er en god investering for vores nuværende foreninger, men det er også godt for vores efterkommere, siger Helle Bak Andreasen.

I landdistriktsregi har landdistriktsrådet været en stor inspirationskilde.

- Vi mødes fire gange om året med vores råd, hvor der er repræsentanter fra de 24 byer i kommunen. Så hører jeg virkelig, hvad der foregår i Moseby, Skovsgård og alle andre byer. Man inspireres af hinanden, og folk snakker på tværs om, hvordan det går. Man interesserer sig for hinanden, og der ses på gode projekter frem for geografi, siger hun.

Venstre-medlemmet glæder sig også over det samarbejde, som har været på tværs af byrådssalen.

- Vi har fået sat vores planstrategi i gang, og det bliver et vigtigt værktøj, som går på tværs af alle udvalg og involverer alle borgerne. Samarbejdet har generelt været i top.

- Vi har det godt med hinanden, og det skal mine kolleger have ros for. Vi ved, hvor hinandens torne er, og folk har respekt for hinanden. Jeg synes, at vi lytter til hinanden, og min fornemmelse er, at de fleste har de godt med hinanden i kommunalbestyrelsen, slutter Helle Bak Andreasen.

Læs med i Aabybro Posten for at høre om Ib Nellemanns 2019. I Pandrup Lokalavis fortæller Jens Christian Golding om året, og i Fjerritslev Ugeavis har vi snakket med Per Halsboe-Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...