Elever fra fire skoler var samlet til duel

BROVST: Elever fra Biersted, Brovst og Fjerritslevs 4. og 5. klasser var til høvdingeboldstævne i Fjerritslev, for at konkurrere om hvem der skulle videre til et landsdelsstævne til foråret.

Der var i alt 16 hold til start, og der blev spillet i fire puljer, inden der blev afviklet placeringskampe. Da det videre forløb i turneringen kun er for 5. klasse, skulle der findes en vinder i begge årgange.

Det bedste hold i 4. årgang blev Fjerritslev Skoles 4.b, der vandt en lækker blød bold, der er velegnet til yderligere træning i spillet.

I 5. årgang kom vinderne ligeledes fra Fjerritslev Skole, idet et hold fra 5.a var dygtige og heldige nok til at vinde stævnet, foran deres skolekammerater i parallelklassen 5.b.

Bliver de også vindere af stævnet i foråret, skal de til landsfinalen der afvikles i København i samarbejde med Dansk Skoleidræt og DR.

Høvdingebold spilles i to sæt, og en afgørelse i 3. sæt spilles som en høvdinge-duel, hvor det kun er de to hold høvding der er på banen.

Under hele stævnet var der en god stemning i hallen, da klassekammeraterne var gode til at heppe, og klasser med nok elever måtte stille med flere hold.

Elever fra 8. klasse var gode hjælpere i forbindelse med afvikling af stævnet, da de var både dommere, pointførere og praktiske grise, så idrætslærer Jimmy Kristensen, der var stævneansvarlig kunne koncentrere sig om at koordinere og vejlede deltagerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...