Musik: Langelsund Kirke er ramme om salmestafet

Et gammelt ord siger, at noget hverken er fugl eller fisk, hvis det hverken er det ene eller det andet eller måske ikke noget værd. I forbindelse med næste runde af salmestafetten i 9460 Brovst kan dette ændres til det, at det både er fugl og fisk, da de vingede og gællede skabninger spiller hovedrollerne i rundens udvalgte salmer. Det sker tirsdag d. 24. september kl. 19.30 i Langeslund Kirke, hvor salmestafetten er nået til 5. dag i skabelsesberetningen – den dag, hvor Gud med ordene ”Vandet skal vrimle, og fugle skal flyve” skabte de store havdyr og alle slags levede væsener, der rører sig og vrimler i vandet, samt alle slags vingede fugle.

I skabelsessalmestafetten, der bærer den samlende titel ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, bevæger deltagerne sig hver gang én dag frem i skabelsesberetningen og får undervejs hjælp af først og fremmest lokale kirkemusikere; denne gang bliver det med Langeslund Kirkes organist, Christian Vestergaard, i spidsen. Han og de øvrige kirkemusikere får selskab af violinist Cecilie Wennerlin samt Oxholm og Langeslunds Sognes Voksenkor. Der bliver således tale om et program, hvor fællessalmer vil veksle med kor-indslag samt solo-, duet- og vekselsang, og hvor musikken leveres med både orgel, klaver og violin – alt sammen for at få fuglen frisk til at flyve på sangens himmelvæld og havets raske fisk til at svømme i tonernes farvand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...