1. maj: Over 200 fejrede arbejdernes kamp- og festdag i Brovst

BROVST: Godt et par hundrede var samlet i Bratskov Park for at fejre 1. maj - Arbejdernes internationale kamp- og festdag med LO Jammerbugt som arrangør.

Det store telt var slået op, kaffen klar, øllerne på køl og pølserne varme, da LO-formand Frits Sørensen kl. 13 kunne byde velkommen. Og minsandten om ikke også vejrguderne var med arrangementet. Solen brød for alvor igennem, og temperaturen steg fra knap 10 til næsten 15 grader.

Det traditionsrige arrangement har aldrig savnet klar tale og skarpe holdninger. I år var ingen undtagelse.

Lis Jensen fra Enhedslisten, som var dagens konferencier, skød med skarpt efter LO Jammerbugt.

- Vi må ikke have en taler med i år. Det er vi faktisk meget utilfredse med, sagde Lis Jensen.

- Men vi er glade for, at vi trods alt kan mødes under de røde faner i dag, tilføjede hun.

Heller ikke SF var officielt repræsenteret på talerlisten.

Lis Jensen understregede, at der i dagens Danmark fortsat er meget at kæmpe for.

- Uligheden bliver større og større. Det kan vi ikke være bekendt, når vi bor i et så rigt land, lød det fra Lis Jensen.

- Lad dagen i dag blive starten på en ny politik, sagde hun.

Det var de fremmødte meget enige i og kvitterede med klapsalver.

Dagens første officielle taler var socialdemokraten Morten Klessen, som skal forsøge at overtage Ole EU Christensens plads i EU Parlamentet.

Morten Klessen havde en travl 1. maj med en halv snes taler. Derfor var han lidt forsinket i Brovst, men musiker Mogens Andersen fra Birkelse sørgede for, at ingen kedede sig i ventetiden.

Morten Klessen lagde ikke skjul på, at interessen for at høre om EU-valget ikke er voldsom stor. Derfor var han naturligvis glad for at være taler ved 1. maj arrangementet med godt et par hundrede deltagere.

På arbejdernes internationale kampdag havde han fokus på social dumping og billig arbejdskraft i EU.

- Vi ser ikke, som de blå partier gør det, arbejdskraften som en handelsvare. Jo billigere desto bedre. I øjeblikket er udbuddet af billig arbejdskraft i Europa ved at eksplodere. Den sociale dumping er sat i system, sagde Morten Klessen og understregede, at der derfor i allerhøjeste grad er behov for folk med den røde farve i det ny EU parlament.

Også problemerne med klimaet kan tackles af EU, mente han.

- Uden et velfungerede EU kan vi ikke klare klimakrisen, lød det fra den nordjyske kandidat.

Yderligere tre var på talerstolen i løbet af eftermiddagen, inden der til slut blev udtrukket fine gevinster på de uddelte prorammer: Line Petersen fra HK Ungdom, Frank Tronborg fra 3F Skagerak og Pia Schnoor, Vrå Højskole. Hun var kulturtaler.

Ved 17-tiden kunne Frits Sørensen erklære festpladsen ryddet.

- Jeg synes, det var en rigtig god og hyggelig dag med gode taler, siger Frits Sørensen.

- Enhedslisten var ikke tilfreds med, at de ikke havde en taler. Men partiet har ingen fra Jammerbugt, der stiller op til hverken folketing eller EU-parlament. Vi synes ikke, det giver nogen mening at få en taler fra Enhedslisten fra Aalborg eller et andet sted i landet. Derfor tilbød vi partiet at få konferencier-posten, siger Frits Sørensen og tilføjer, at SF havde Line Petersen som taler. På plakaten optrådte hun ganske vist som ungdomstaler, men gjorde selv på talerstolen opmærksom på, at hun var SF’er.

- Jeg var helt sikker på, at Lis Jensen nok skulle benytte muligheden som konferencier til at få sine politiske budskaber ud. Og det lykkedes for hende, tilføjer han.

Næste år bliver der 1. maj i Bratskov for 40. gang. Det har tidligere byrådsmedlem Erling Jacobsen fundet ud af.

- Det skal naturligvis fejres. Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister efter valget, så ringer vi straks til hende og inviterer hende til Brovst næste år, fortæller Frits Sørensen.

Overskuddet fra 1. maj festen deles mellem de tre partier Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...