Nyt: Informationstavlen er et resultat af et samarbejde mellem Tranum Lokalhistoriske Sognegruppe og Lerup-Tranum-Koldmose Menighedsråd

Umiddelbart efter gudstjenesten i Tranum Kirke Hellig Tre Kongers søndag 5. januar fulgtes alle kirkegængere ud på kirkegården, hvor en informationstavle afsløredes ved det flotte, historiske strandgårds-gravsted.

Det fortæller Per Iversen, der er Kirke- og kulturmedarbejder ved Brovst, Øland-Langeslund, Torslev-Ø. Svenstrup og Lerup-Tranum-Koldmose Pastorater.

Han fortæller videre:

Inden for gravstedets smukke støbejernstakit og under seks store gravsten med næsten ulæselig skrift hviler medlemmer af den slægt, som fra 1795 til 1883 ejede Tranum Strandgård og i en periode drev en omfattende skudehandel derfra til Norge. Af informationstavlen fremgår den fulde tekst på hver grav-sten, og derpå findes desuden en QR-kode, der leder ind på Tranum Kirkes hjemmeside, hvor hele historien om skudehandlen ved Tranum Strand kan læses.

Informationstavlen er et resultat af et samarbejde mellem Tranum Lokalhistoriske Sognegruppe og Lerup-Tranum-Koldmose Menighedsråd. Lillian Carstensen fra sognegruppen forestod selve afsløringen, som blev efterfulgt af en kort stunds stilhed til ære for de hvilende i gravstedet.

Efter ”Dejlig er jorden” efterfølgende var blevet sunget, blev der budt på en kop kaffe i konfirmandstuen i Tranum Præstegård. Her fortalte historiker Ketty Johansson den spændende historie om skudehandlen fra Tranum Strandgård, der i 1700-tallet og et stykke ind i 1800-tallet var et sandt erhvervseventyr med salg og udskibning af landbrugsvarer til Norge og køb og hjemtagelse derfra af bl.a. tømmer og jern.

Der kan læses mere på Tranum Kirkes hjemmeside: www.kirkeogsogn.dk/tranum-kirker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...