Anerkendelse til ambassadør og foregangskvinde

JAMMERBUGT: Det er sjældent, Inge Pedersen er blevet taget i at være synligt overrasket, men det var hun torsdag 15. november, da hun troppede op i Fremad Nørhalnes klubhus i den tro, at hun skulle til et møde om IFNs kommende jubilæumsbog.

I stedet blev hun hædret med titlen som Årets Ildsjæl i Jammerbugt Kommune.

- Hold da op. Nu stopper I. Det er for meget det her, udbrød hun foran de godt 60, som var mødt frem til prisoverrækkelsen.

Det er IFNs Kunstvenner, der har indstillet Inge Pedersen til prisen, som belønning for hendes indsats og engagement som en markant ildsjæl både for Nørhalne-området og for Jammerbugt Kommune generelt.

- Hvis nogen har fortjent prisen, så er det dig, og vi er meget heldige med, at du bor i vores by med alle de ting, du sætter i gang. Du sætter aldrig barren lavt og er god til at finde det rette hold til at udføre projekterne. Det eneste, der undrer mig, er, at du ikke har fået prisen tidligere, sagde Ingrid Svendsen på vegne af IFNs Kunstvenner.

Det var Helle Bak Andreasen, formand for kultur- fritids- og landdistriktsudvalget, der på vegne af Jammerbugt Kommune overrakte og begrundede hæderen.

- Vi var ikke en kommune i positiv udvikling uden vore mange ildsjæle, og kommunalbestyrelsen vil gerne støtte op om dem. Vi vil udvikling frem for afvikling, sagde hun.

Helle Bak Andreasen lagde vægt på at årets modtager er en stor ambassadør for Nørhalne.

- Tusinde tak for dit engagement i Nørhalne og Jammerbugt Kommune. Du engagerer dig i mennesker, går selv forrest, og du er rigtig god til at få folk med. Dit engagement kommer fra hjertet. Du vil udvikling og vil bidrage. Du er et godt forbillede, fordi mange af de ting, du engagerer dig i, kommer ikke dig og dine til gavn, men hele samfundet.

I indstillingen fremhæver IFNs Kunstvenner, at Inge Pedersen i en menneskealder været et aktiv i Fremad Nørhalne med funktioner lige fra medlem af bestyrelsen, udvalgsformand, træner, holdleder, aktiv gymnast til praktiske opgaver som cafeteria og køkken-tjans.

Inge Pedersen har været med i IFN’s Kunstvenners fra starten og siddet i bestyrelsen i alle 25 år og været med til at skabe den succesfulde udstilling, ”Nørhalne Viser Kunst”, som hvert år bringer mellem 6000 og 7000 gæster til Nørhalne.

Hun er også formand for Kulturelt Samvirke og har her et særligt blik for kulturen i kommunen generelt, og hvordan den kan være til gavn for alle borgere i kommunen. Desuden har hun fokus på, hvordan ildsjæle kan arbejde sammen, skabe synergi og dermed udvikle kulturelle aktiviteter i Jammerbugt Kommune.

Inge Pedersen repræsenteret også Lokalhistorisk Forening i Nørhalne Samarbejdet, som er en tovholdergruppe for alle de aktiviteter, der foregår i Nørhalne.

I regi af Nørhalne Samarbejdet har hun også været med i en arbejdsgruppe omkring ”Liv i by og skole” og ”bosætning i Nørhalne”.

Hun har været involveret i opførelsen af byens gavlmaleri, Tingstedet samt stisystemer.

- Når man skal beskrive en person, som er så aktiv som Inge, er det nærmest umuligt at opliste de initiativer, hun har igangsat gennem så mange år, hedder det i indstillingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...