8,6 millioner kroner bruges på opgraderinger og fornyelse

JAMMERBUGT: It-løsningen i Jammerbugt Kommune trænger til opgradering og fornyelse. Derfor investerer kommunen 8,6 mio. kr. for at sikre fortsat sikker drift.

Kommunens it-løsninger dækker over hjemmepleje og plejecentre, administrative funktioner, skoler og uddannelsesinstitutioner, borgerservice og digitale løsninger på biblioteker.

- Vi har ikke investeret bemærkelsesværdigt i it-løsninger i mange år. Nogle af løsningerne er fra før kommunesammenlægningen, og derfor er det nu tid til at fremtidssikre netværk- og serverplatforme, så vi har en sikker drift for kommunens knap 3.000 it-brugere, siger lederen af kommunens it-afdeling, Morten Hedegaard.

Netværket består af cirka 300 enheder og 400 servere. De ældste og mest centrale enheder af disse er købt brugt i 2003 og sat i drift samme år.

De 8,6 mio. kr. skal bruges til at opgradere og forny af hardware, projektstyring, servere, fiberinfrastrukturen, datacentre og forventes at have en levetid på ca. ti år.

Jammerbugt Kommune forventer, at investeringen i en fornyelse og opgradering af it-platformen vil give brugerne på blandt andet skoler, administrative områder og i de borgerrettede snitflader en mere stabil it-drift og dermed mindre spildtid.

Økonomisk set vil en investering i it-løsninger på sigt give mindre udgifter og mindre tidsforbrug til service og vedligeholdelse på området.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...