ENERGIRIGTIGT: Viceborgmester Jens Chr. Golding i dialog om bæredygtige energiløsninger med Søren Dahl fra Café Hack, da karavanen Danmark for Målene besøgte Jernbanetorvet

BROVST: »Energi i by og bolig« var temaet, da karavanen Danmark for Målene besøgte Brovst på en temmelig blæsende sensommerdag som led i udbredelsen af FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

På Jernbanetorvet var der opstillet scene og en række boder, hvor de besøgende kunne blive inspireret til for eksempel at anvende det bæredygtige papiruld som isoleringsmateriale i huset derhjemme. Endvidere var der blandt aktiviteterne lejlighed til at deltage i såvel en skattejagt som en tegnekonkurrence.

På scenen blev der udfoldet en livlig snak om energi mellem den kendte radiovært Søren Dahl fra Café Hack og Jammerbugt Kommunes 1. viceborgmester, Jens Chr. Golding.

Der var også lokale udstillere af energirigtige løsninger. Således kunne Klim Fjerritslev El, der også omfatter Lyngens El-Service i Halvrimmen, vise både luft/luft-varmepumper, solceller og LED-lyskilder, og MTH Biler – alias Toyota i Halvrimmen − havde to hybridbiler med i byen.

Brovst Borgerforening var ligeledes til stede og havde bagt Drømmekage fra Brovst, der kunne nydes til en kop fairtrade-kaffe ved borde og bænke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...