Fredag d. 2. november inviterer Torslev-Ø.Svenstrup menighedsråd sammen med Skovsgård Borgerforening til Halloween-fest i Skovsgård.

Det er blevet en tradition, som samler rigtig mange, og det håber arrangørerne også på bliver tilfældet i år.

Festen begynder fredag aften med en kort og meget enkel gudstjeneste i haven.

Herfra går turen tilbage til Skovsgård Hotel, hvor der vil være dækket op til boller og varm kakao. For de modigste går turen til hotellet ikke bare ad Hovedgaden - de skal omkring "Uhygge-stien", hvor Råd & Dåd har gjort meget ud af at gøre det rigtig uhyggeligt.

På hotellet uddeles der præmier for den bedste, mest fantasifulde eller mest uhyggelige udklædning og det flotteste eller det grimmeste og allermest uhyggelige græskarhoved, så man kan godt begynde at finde sminke, tøj og græskarknivene frem.

Minikonfirmanderne er netop startet op, og en del af tiden bliver bl.a. brugt til at skære græskarhoveder ud - det er der forhåbentlig rigtig mange andre, der også skal i gang med, så fortovet foran hotellet kan blive fyldt af græskar.

Alle, både de udklædte og dem, der bare ser ganske almindelige ud, er meget velkomne til en festlig og anderledes uhyggelig aften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...