BEVÆGENDE: Historien om speedwaylegenden fra Brovst blev levendegjort gennem premierefilmen »Kongernes Fald« og Hans Nielsens egen introduktion

FJERRITSLEV: Der var fyldt til bristepunktet i Fjerritslev Kino, da den tidligere verdensmester Hans Nielsen ankom til premiereaftenen på filmen »Kongernes Fald« om de tre speedwaykonger Ole Olsen, Erik Gundersen og den lokale helt Hans Nielsen, der er opvokset i Bøge Bakker ved Brovst.

Inden Hans Nielsen gik ind i biografen, stillede han beredvilligt op til fotografering med otteårige Christian fra Brovst Speedway Club, som i dagens anledning tog imod de over hundrede Kino-gæster på sin flotte speedwaycykel. Og sin unge alder til trods kunne han lade sig flankere af et lille udvalg af sine vundne pokaler.

Efter rungende velkomstklapsalver inde i salen kom Hans Nielsen med et oplæg til aftenens film, alt imens de mange gæster nød kaffe og Kino-kage.

Tidsmæssigt koncentrerer »Kongernes Fald« sig mest om midt 80’erne, hvor Ole Olsen blev landsholdleder, og den viser de splittelser, det gav i speedwaymiljøet – ikke bare i Danmark, men i hele speedwayverdenen.

Ingen tvivl om, at filmen rørte de mange biografgæster dybt. Dels var det spændende at se løbene igen, dels var det også hjertegribende at være vidne til det åbenlyse svigt, som landsholdslederen Ole Olsen foretog over for Hans Nielsen med sin fokusering på at støtte Erik Gundersen i kampen for, at Gundersen skulle blive verdensmester. At Hans Nielsen så slog rekorden og blev verdensmester hele fire gange, må man tilskrive nordjydens utrolige viljestyrke og dygtighed.

I dag er det Hans Nielsen, der er landsholdsleder, og der er ikke tvivl om, at han tilstræber at være en leder, der er til stede for hele holdet.

Efter filmen besvarede Hans Nielsen beredvilligt på mange spørgsmål fra salen og gav ofte uddybende forklaringer, ligesom han fortalte små anekdoter fra tiden som speedwaykører.

»Kongernes Fald« er instrueret af Mads Kamp Thulstrup. Hans Nielsen roste både ham og hele filmholdet for at have lavet en dokumentar, der fortæller historien om de tre konger objektivt og sobert.

I salen sad masser af mennesker, som levende huskede 1970’erne, hvor Ole Olsen gjorde speedway til en folkesport i Danmark, og senere tiden, da Erik Gundersen og Hans Nielsen kom til og blev individuelle verdensmestre henholdsvis tre og fire gange.

Flemming, Hans Nielsens mekaniker fra Brovst og følgesvend gennem hele speedwaykarrieren, var blandt de mange gæster, ligesom Ole Olsens søster, som medvirker i filmen, også var til stede. Desuden havde mange fra fanklubben taget turen til Fjerritslev Kino for at se filmen og møde deres helt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...