KULTUR: Den Kongelige Ballet er en del af karavanen, når den ankommer i Brovst

BROVST: Der er lagt op til en helt særlig oplevelse når Kulturkaravanen gæster Brovst den 24. oktober. Med sig har Kulturkaravanen de bedste kulturbidder fra Kunsten, Aalborg Symfoniorkester og Den Kongelige Ballet.

Arrangementet finder sted i Brovst midtby og man kan finde kulturoplevelser i Brovst Bolighus, Expert, Hr. Nielsen´s Specialiter, Jernbanetorvet, Brovst Bibliotek og på Jernbanegade. Kom ind og se de to balletforestillinger ”Ægget” og ”Den døende svane” i nye rammer - blandt møblerne i Brovst Bolighus. Expert danner ramme om en koncert af musikere fra Aalborg Symfoniorkester og Kunsten holder åben workshop og inviterer til en sanseoplevelse med et lydværk, som skal mærkes og ikke høres.

Det er ikke kun professionelle kunstnere der vil optræde, men også lokale aktører vil byde på både udstillinger, dans, sang og spændende overraskelser. Brovst Skoles 5. klasser har lavet en udstilling til Hr. Nielsen´s Specialiteter under kyndig vejledning af to kunstnere fra Kunsten i Aalborg. Derudover har de en lille overraskelse oppe i ærmet, da de også har arbejdet med performance-begrebet. Skovsgård/KFUM IF´s håndboldhold, og instruktører har været til workshop med dansere fra Den Kongelige Ballet og giver opvisning i, hvordan man ”balletter”. Brovst Pigegarde har også været på skolebænken ved musiker Jesper Mikkelsen.

Brovst Børnehaves fine tegninger og fotoudstillingen 0-100 år i Jammerbugt kan findes på Brovst Bibliotek, hvor der også kan købes sandwich og drikkevarer. Biblioteket byder også på fællessang og underholdning ved Lungekoret og Øland Banden. Borgerforeningen sørger for kaffe, kage og popcorn og byen holder ”Open by Night”.

Alle arrangementer er gratis og det kræves ikke tilmelding

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...