MILJØ: Ønsket om at holde strandende rene fik sat projektet Kystlotteriet i gang - og det gav pote

Humøret var højt og glæden stor, da Laila Zielke (S) og Niels Jørgen Pretzmann (V), politikere fra Hjørring og Jammerbugt kommuner, udtrak vinderne af Kystlotteriet. Naturligvis med affaldssnapper og sæk, ligesom de mange hundrede strandgæster, der har samlet affald langs strandene på vestkysten i Thisted, Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn Kommuner i løbet af efteråret.

Fyrtårnsophold og landroversafari

Landroversafari, surfkursus og ophold i ferieressorts var blandt præmierne fra lokale virksomheder på Vestkysten. Men også norske præmier eks. ferieophold i fyrtårn, spaophold og friluftsgrej har det norske Kystlotteri velvilligt sponsoreret til opstarten af det danske Kystlotteri.

Laila Zielke glæder sig meget over velvilligheden fra de danske virksomheder og det norske Kystlotteri.

- Det er jo fantastisk, at frivillige får muligheden for at vinde så fine præmier, blot ved at gøre naturen en tjeneste. Og samtidig viser det også turisterhvervets interesse i at holde strande og kyster fri for marint affald. Rene og flotte strande er et stort aktiv for os alle, ikke mindst for turisterhvervet. Vi sætter stor pris på sponsorernes engagement i Kystlotteriet, både fra norsk og dansk side. Det er samtidig med til at tiltrække turister til både Danmark og Norge, fortæller hun.

Kystlotteriet breder sig i 2019

Der var heller ingen tvivl fra hverken Laila Zielke eller Niels Jørgen Pretzmann, da de som politikere skulle beslutte, om de ville fortsætte Kystlotteriet i 2019.

- Da vi begge er engagerede politikere i Kommunernes Internationale Miljøorganisation, KIMO, var det ikke svært at beslutte, at Kystlotteriet skal køre videre i det nye år, fortæller Niels Jørgen Pretzman.

- At KIMO viderefører Kystlotteriet og udvikler det i samarbejde med de gode kræfter i Norge, skaber en enestående mulighed for at få en endnu bedre folkelig og erhvervsmæssig forankring af ambitionen om renere strande i hele Skandinavien, fortæller han.

Man kan på www. Kystlotteriet.dk se de mange vindere af kystlotteriet, lige som man kan læse mere om projektet og tankerne bag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...