Hr. Nielsens Gin er produceret i Tranum og sælges i specialitetsbutikken i Brovst

BROVST: Hr. Nielsens Gin er en London dry gin, som er destilleret på enebær, kvanrod, koriander, kardemomme, pomerans og fennikelfrø - og så er den lokal. Bag den er nemlig et makkerpar fra henholdsvis Brovst og Tranum.

- Tiltaget med at få lavet min helt egen gin har været i tankerne i knapt et år, fortæller Jens Christian Nielsen, der er indehaver af specialitetsbutikken Hr. Nielsen i Brovst.

- Jeg skalle aftage en del flasker, som kan være svært at rumme i en lille virksomhed som min. Ved en tilfældighed kom jeg i snak med Ulrik Schade fra Tranum, som kunne fortælle, at han havde en hobby.

Den hobby er et minidestilleri ved navn Møllens Destilleri. Dermed kom samarbejdet i værk.

- Det var i juli måned, og tre måneder senere var jeg klar til at sætte den på hylden. Den første produktion var på 60 flasker, men allerede nu er Ulrik Schade i gang med den næste leverance.

- Det har heldigvis vist sig, at rigtig mange kan lide denne gin. Den kan drikkes ren, som ’gin and tonic’ og kan bruges som snaps, da den er rund og blød i smagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...