Råd og Dåd mangler alligevel frivillige hænder

BONDERUP: Lone Fragtrup kunne i den forgangne uge træde til som ny torvekøbmand i Bonderup.

For hende er det en drøm, der bliver virkelig. Torvekøbmanden er for Lone Fragtrup nemlig noget ganske særligt og hendes håb er, at endnu flere vil få øjnene op for både Torvekøbmanden landsbysamfundet, der er med til at skabe stedet.

Personligt bor Lone Fragtrup i Løgstør sammen med sin datter og sin kæreste og har tidligere arbejdet i butik, men har også stor erfaring inden for arbejde med blandt andet børn og unge med adhd og autisme. Det er med andre ord en kvinde med mange facetter, man fremover vil kunne møde i Torvekøbmanden i Bonderup.

Men en købmand kan ikke klare det alene i en butik som Torvekøbmanden - de frivillige er altafgørende for, at butikken i Bonderup fortsat kan eksistere, fortæller Rasmus Højen fra Råd og Dåd, der har ansat Lone Fragtrup som ny købmand i butikken. For selvom hun ganske vist er ansat som ansvarlig for driften, er Torvekøbmanden i Bonderup et samarbejde mellem byens frivillige og Råd og Dåd - og de er fælles om at sikre den fremtidige eksistens af butikken.

- De frivillige er en uundværlig del af Torvekøbmanden, understreger Rasmus Højen, der drømmer om at endnu flere vil være med til at sikre, at man også fremover har en købmand i Bonderup.

For selvom der ganske vist er mange frivillige, der gør et stort stykke arbejde, så vil endnu flere hænder betyde, at opgaverne kan fordeles på flere og man ikke kører træt i arbejdet.

Rasmus Højen er ikke i tvivl om, at det vil lykkes at finde de ekstra frivillige hænder, der skal til for at give et løft i butikken. Han har allerede lavet aftale med den første, nye frivillige - og dem, der har været med i lang tid, vil slet ikke undvære at være med.

En af dem er Berit Johnsen fra Bonderup.

- Det er hyggeligt at være hernede. Man får en fornemmelse af, hvad der sker i byen, og det har betydet rigtig meget for mig, fortæller Berit Johnsen, der selv oprindeligt kommer langvejs fra.

For hende var Bonderup Borgerforening og Torvekøbmanden hendes direkte vej ind i det fællesskab, der eksisterer i Bonderup og samfundet omkring landsbyen.

- Torvekøbmanden er en del af byens liv, fortæller Berit Johnsen, der nyder at bruge en del af den tid, hun har til rådighed med at holde hjulene i gang i købmandsbutikken og møde folk fra nær og fjern.

Hun var, sammen med mange andre, med til at etablere Torvekøbmanden i tidernes morgen. På det tidspunkt var næsten halvdelen af husene i Bonderup til salg, husker Berit Johnsen.

- Der var brug for, at vi gjorde noget. Og så var der en meget klog mand, Niels Skadhauge, som mente, at vi skulle etablere en borgerforening, fortæller Berit Johnsen, der stadig forbløffes over, hvordan folk strømmede til for at gøre en forskel for deres landsby.

Da en ældre kvinde samtidig besluttede at sælge sit hus i Bonderup til borgerforeningen for at skabe et fælles værested for byens borgere, var kimen lagt til det, der nu er Torvekøbmanden. Frivillige stod sammen for at renovere den nye bygning, der blev til ved en fælles indsats, hvor mange investerede al den fritid, de kunne give. Resten er historie - eller måske nærmere en fantastisk fortælling om et landsbysamfund med en fælles drøm om at skabe en ny fremtid, et stærkt sammenhold og en stærk vilje om at nå det fælles mål, mener Berit Johnsen.

For selvom mange tiltag efter etableringen af borgerforeningen, er Berit Johnsen ikke i tvivl om, at borgerforeningens beslutning om at skabe Torvekøbmanden i samarbejde med Råd og Dåd og med støtte fra Jammerbugt Kommune var en del af den forandring, som Bonderup ser resultatet af nu.

- Det har betydet alverden for byen. Der skal virkelig noget til for at vende sådan en udvikling og det har hjulpet så meget.

Hos Råd og Dåd er man også bevidste om, at Torvekøbmanden stadig skal være præcis det, som borgerne i Bonderup og omegn har brug for - derfor vil der heller ikke blive lavet ændringer, hverken når det kommer til varer eller åbningstider.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...