Uddannelse: Pr. 1. januar 2020 fjernes adgangsbegrænsningen på ernæringsassistentuddannelsen. Dermed er det ikke længere nødvendigt at have enten en elevplads eller en kvoteplads på hånden for at kunne starte på uddannelse

For knapt to år siden blev ernæringsassistentuddannelsen dimensioneret, så man nu skulle skaffe en elevplads, før man kunne få lov at starte på uddannelsen. Eneste undtagelse var, hvis man havde en kvoteplads. Dem var der blot 402 af på landplan og med kun fire kvotepladser til EUC Nordvest, var det således et fåtal, der lokalt kunne få adgang til uddannelsen, hvis ikke lærepladsen allerede var i hus.

- Det er bestemt en glædelig nyhed, at adgangsbegrænsningerne nu forsvinder. Der er efterspørgsel på dygtige ernæringsassistenter, så det er et kæmpeplus, at flere nu får muligheden for at komme ind på uddannelsen, fastslår Peter Schyum Jensen, der er afdelingsleder for fødevareuddannelserne på Nordic Food College.

Konjunkturerne peger i positiv retning

Går man og drømmer om at tage den toethalvtårige årige ernæringsassistentuddannelse, er afskaffelsen af adgangsbegrænsningerne ikke den eneste gode nyhed. Også konjunkturerne peger i positiv retning. Prognoser viser, at ca. 25 procent af ernæringsassistenterne går på pension inden for de næste seks år, og samtidig ser man i øjeblikket en stigende decentralisering i branchen, hvilket i sig selv skaber et øget behov for at få tilført flere faglærte ernæringsassistenter.

- Der er allerede nu stor efterspørgsel på dygtige ernæringsassistenter, og der vil uden tvivl være behov for at få tilført endnu flere til branchen i de kommende år. Pt. kan vi lige akkurat imødekomme virksomhedernes efterspørgsel på elever, men det bliver vi ikke ved med at kunne, hvis ikke vi får flere elever. Afskaffelsen af adgangsbegrænsningerne er uden tvivl et vigtigt skridt på vejen mod at få flere ind på ernæringsassistentuddannelsen. Det er en stor barriere, der nu forsvinder, og det håber og tror vi på vil afspejle sig i optagelsestallene i de kommende år, slutter Peter Schyum Jensen.

Der er studiestart på Grundforløb 2 medio januar, og da de nye regler er trådt i kraft der, er der nu mulighed for at komme i gang med det samme, hvis man drømmer om en plads på ernæringsassistent-uddannelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...