De lokalhistorisk interesserede borgere i Tranum kunne sidste år hæve armene i glæde - i 2018 formåede de at samle 2,2 millioner kroner sammen til en ny 450 kvadratmeter stor bygning med udstillingshal, værksted og nye toiletter bag egnssamlingens nuværende tilholdssted på Tranhøj i Tranum.

- Dengang Tranhøj 6 blev renoveret, valgte man at sælge den del af jorden fra for at kunne finansiere det. Den jord har vi nu været så heldige at kunne købe tilbage igen, fortæller formand for Øster Han Herreds Egnssamling, Jørgen Kjærsgård.

For nylig kunne gravemaskinerne tage første spadestik og dermed lød startskuddet til det, der bliver egnssamlingens måske største lokalhistoriske bedrift - at få plads til blandt andet det store antal maskiner, man har fået doneret fra det tidligere C. O. Jensens Maskinfabrik.

Det har krævet benhårdt arbejde, en lille smule held og krævet lige omkring to års arbejde at skrabe pengene hjem til byggeriet, fortæller Jørgen Kjærsgård.

- Vi har en aktiv kasserer, der er virkelig god til sådan noget, fortæller han.

Man har i et stykke tid vidst, at projektet ville lykkes - men hvornår man kunne komme i gang var en anden sag.

- Det er først lige gået i orden før jul, fortæller Jørgen Kjærsgård.

Byggeriet kommer til at tage godt et halvt år, men hvornår det præcist står færdigt, svæver endnu i det uvisse.

- Vi regner med, at det bliver hen på sommeren. Det handler lidtom, hvordan vinteren bliver, fortæller Jørgen Kjærsgård, der med bekymring kan konstatere, at der ifølge DMI er udsigt til en sen og kold vinter i januar og februar.

Det kan komme til at påvirke byggeriet og betyde, at det bliver lidt forsinket.

- Men vi regner med, at det vil stå færdigt i august eller september, fortæller Jørgen Kjærsgård, der er lykkelig over, at projektet er i fuld gang.

- Vi er helt oppe at køre over, at det kan lade sig gøre for en forening som vores, siger formanden.

Selvom det nye byggeri kommer til at få en afgørende positiv betydning for Øster Han Herred Egnssamling, så er der også en lille bagside - for forsinkelserne af byggeriet betyder nemlig, at veteranweekenden i Tranum bliver aflyst i år, da foreningen kommer til at ligge i byggerod på det tidspunkt, hvor man normalt afvikler veteranweekenden.

Håbet er dog, at folk vil vende tilbage i 2020, når egnssamlingen igen er parat til at arrangere veteranweekend.

Har man lyst til at se, hvordan arbejdet skrider frem på Tranhøj, er alle meget velkomne til at kigge forbi, lyder beskeden fra bestyrelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...