Instruktørerne er på plads

BROVST: Som tidligere omtalt i Hanbo Bladet i december har Brovst Sport og Kulturcenter i samarbejde med Rene Pedersen arbejdet på, at Brovst også efter lukningen af Fitness4You kan tilbyde områdets beboere at gå på motionshold.

Og nu kan centerleder Lars Kaldal Simonsen oplyse, at der oprettes seks forskellige hold, som der er fundet instruktører til.

Holdtræningen begynder i uge tre og foregår under Skovsgaard/Brovst KFUM IF i samarbejde med Brovst Sport og Kulturcenter, der også lægger lokaler til.

Holdet, Stram Op med Mariann Madsen som instruktør, samles om onsdagen.

Stram Op byder på en time med fokus på at træne/opstramme kroppens store muskelgrupper samt forbedre muskeludholdenheden.

Timen er bygget op omkring styrkeøvelser med mange gentagelser, og der arbejdes med håndvægte, bodybar, elastikker, kettlebells samt stepbænke. Der også en del puls træning, og alle kan deltage på holdet, da teknikken bliver forklaret under timen og instruktøren guider dig hele vejen.

Onsdag er der også yoga/qigong med Nete Kaastrup.

Undervisningen er en blanding af yoga og qigong kinesisk helsegymnastik. Øvelserne er en blanding af balance, udholdenhed smidighed kropsbevidsthed, energi og giver ro i sindet.

Johanne Green byder på fit mix om tirsdagen.

Det er cirkeltræning, stram op og puls. Cirkeltræningen består ofte af tre runder med 6-10 øvelser, hvor man har 40/45 sekunders arbejde og 10 sekunders pause. Stram op er kendetegnet ved mange gentagelser, for at øge musklernes udholdenhed.

Det sidste element er puls, hvor der arbejdes på at få pulsen i vejret for at forbrænde flest mulige kalorier og styrke kredsløbet.

Der er plads til alle, og der bliver givet grundige instrukser til hvordan øvelserne skal udføres.

Nete Kaastrup byder om mandagen på pilates/callenetics, som arbejder med styrke, smidighed balance, kropsbevidsthed og afslutter med afspænding.

Samme dag er der også crossfitness med Sarah Kjærsgaard.

Det er en effektiv form for både konditions- og styrketræning. Træningen vil altid bestå af en Workout Of the Day, og bagefter er der styrketræning som variere fra gang til gang i opsætningen.

Sarah Kjærsgaard byder om torsdagen også på H.I.T, som står for “Høj Intensitets Træning” og er en træningsform bestående af intensive intervaller, hvor man hver gang går efter at ramme det højeste niveau af intensivitetsskalaen. Dette gøres både ved brug af egen kropsvægt, vægte, sjippetorve og kettle bells.

Holdet fungerer også som et fantastisk supplement til andre træningsformer. -tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...