TRE-I-EN: Kyndige guider står parat til at fortælle levende historie i Oxholm Kirke, Oxholm Mølle og den gamle præstegårdslade i Østerby

ØLAND: Uanset om du kommer til fods, på cykel eller i bil, er Øland et oplagt emne til en rundtur blandt en række fine seværdigheder.

Et samarbejde mellem gode lokale kræfter betyder, at der i perioden 2. juli til 10. august tilmed er mulighed for at lytte til spændende historie, fortalt af kyndige guider i såvel Oxholm Kirke, Oxholm Mølle og den gamle præstegårdslade i Østerby.

Oxholm Kirke har en lang historie fra benediktinerkloster i 1100-tallet til sognekirke efter reformationen i 1530’erne. Det smukke og særprægede interiør omfatter en rigt udskåret katolsk altertavle og Nordens højeste monstranshus. Der vil være guide i kirken hver tirsdag fra klokken 15 til 16. Kirken tilhører godset Oxholm og er således en af landets ganske få privatejede sognekirker.

I Oxholm Mølle er der plancher og billeder om Øland i gamle dage samt forskellige lokalhistoriske effekter og detektorfund. Den lokalhistoriske sognegruppes folk er til stede for at fortælle om møllen og Ølands historie. Der er borde og bænke omkring møllen, så man kan nyde stilheden og den medbragte madkurv. Møllen er åben tirsdage og lørdag klokken 14 til 16. Sognegruppen modtager også større selskaber efter aftale.

Præstegårdsladen er en fredet kampestensbygning fra midten af 1800-tallet, hvor der næsten altid hørte bygninger og jord til et præsteembede. Nu huser præstegårdsladen en spændende egnssamling af især gamle landbrugs- og fiskeriredskaber. Også her er der kyndige guider, der véd noget om både tingene og deres historie, og de står ligeledes parat tirsdage og lørdage fra klokken 14 til 16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...