FLET: Bratskov danner igen rammen for Jammerbugt Flettekreds årlige pilefestival

BROVST: Jammerbugt Flettekreds slår for 13. gang porten op for endnu en dag i pilens ånd.

Jammerbugt Flettekreds er en flok på 45 fingersnilde personer, der har en stor passion for naturmaterialet pil. De holder til på Brovst Skole og fletter én gang om måneden. Men nu kommer det årlige højdepunkt for entusiasterne.

Pilefestival Bratskov er lørdag d. 27. juli fra 10 – 16 på Herregården Bratskov i Brovst. Her er der gratis entré for interesserede.

Omkring 40 udstillere sætter hinanden stævne rundt omkring i parken. Der vil være lokale udstillere, men også udstillere fra det sydlige Jylland og Sjælland har fundet vej. Man vil kunne møde lige fra børstenbinder, knivmager, hornmager og mange andre håndværkere - men stadig med pil og pileflet i fokus.

Hele dagen igennem vil man – ganske gratis - kunne suge stemningen til sig og lade sig inspirere og aktivere forskellige steder i haven - både kreativt og i leg. Dagen igennem vil det være noget for gane og fryd for øjet for både kvinder, mænd og børn.

Jammerbugt Flettekreds vil gerne udbrede fletteriets kunst og muligheder til glæde og gavn for alle. Pilefestival Bratskov er en dag, hvor hele Bratskov er i spil. Overalt vil der være boder med pileflet og andre interessante kunsthåndværk.

Kendetegnende for dagen er, at de ca. 40 boder hver især har arbejdende værksteder. Gæster har rig mulighed for at blive inddraget i de forskellige håndværk, og bodholderne udbreder gerne deres viden om netop deres passion og dens muligheder.

Rundt omkring i haven vil der være workshops man kan begive sig ud i – og for dem der bare har lyst til at suge stemningen til sig i ro og mag og lade sig rive med, er det også stedet. Ligeledes vil der også være gamle biler til skue og glæde.

Som noget nyt i år inddrages også selve Herregaarden på Bratskov. Der vil blive mulighed for at få en rundvisning på slottet. En lokal og historisk kompetent person vil guide gæster rundt i de gamle gange og stuer. Ligeledes har det lokalhistoriske arkiv også åbent.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...