Tidlig torsdag morgen var politiet på plads ved fodgængerovergangen på Østergade i Brovst. Dels for at se hvordan skolepatruljerne arbejder og se efter om trafikanterne respekterer deres tilstedeværelse.

Politiet var også til stede for at stoppe bilister, som kører for stærkt, samt at se efter, om cyklisterne havde lys på deres cykler.

- Jeg fortæller skolepatruljerne på Brovst skole, at de virkelig skal være vågne, når de hjælper eleverne sikkert over fodgængerovergangen, fortæller lærer Bitten Dahl Jensen.

- Det er vigtigt, at eleverne retter sig efter skolepatruljen. Der er utrolig meget trafik på Østergade, når eleverne skal i skole. Morgentrafikken til Aalborg er meget stor. Det er utrolig vigtigt at være vågen, fortæller Bitten Dahl Jensen og opfordrer kraftigt til, at alle respekterer skolepatruljerne.

Det er samtidig meget vigtigt, at man går over gaden, hvor der er fodgængerovergang, fortæller hun - både for fordgængeren og de øvrige trafikanters skyld, for gør fodgængerne eller cyklisterne noget uventet, kan det være svært for bilisterne at reagere tids nok.

- Det er vigtigt at have et ekstra øje på de store lastvogne og kassebiler, fortæller Bitten Dahl Jensen.

Men det er ikke kun børnenes ansvar at holde tungen lige i munden. Bilisterne skal passe særligt godt på de bløde trafikanter, der bevæger sig ud i mørket om morgenen, for de mangler stadig rutine.

- Det er vigtigt at have fokus på børns gang til og fra skole, fortæller betjent Søren Panum, der var med i patruljen denne morgen.

- Det er glædeligt, at Jammerbugt Kommune har fået uddannet en færdselskonsulent på hver skole, fortæller Søren Panum, der samtidig understreger, at det ikke er skolens ansvar alene at uddanne børnene til at blive blive dygtige til at gebærde sig i trafikken.

- Det er også vigtigt, at forældrene er gode rollemodeller for deres børn i trafikken, understreger han.

Betjentene talte med børnene i Brovst om cykellygter og her var der lige en ekstra påtale til et par stykker, som ikke havde lygterne i orden.

- Det er vigtigt, at forældrene se efter børnenes cykler og sørger for, at lysene er i orden på cyklen, slutter Søren Panum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...